OnePlus slår styresystemerne OxygenOS og ColorOS sammen
Omkring årsskiftet blev OnePlus og Oppos R&D-afdelinger lagt sammen, og i juli blev den bagvedliggende kode i styresystemerne OxygenOS i OnePlus-telefoner og ColorOS i Oppo-telefoner lagt sammen.
OnePlus Nord 2 var den første telefon med den integrerede bagvedliggende kode. Det har dog ikke umiddelbart kunnet ses eller mærkes, fordi brugerfladen var holdt uændret.
Men nu er Pete Lau, som nu er både direktør for OnePlus og produktchef for Oppo (som han også har været vicedirektør for), gået skridtet videre. Han har nemlig annonceret, at OxygenOS og ColorOS bliver slået sammen til et fælles styresystem, som endnu ikke har fået et navn.
Det sker på et tidspunkt, hvor OnePlus også er i fuld gang med at flytte ind i Oppos kontorer. Lækkede dokumenter viste i juni, at OnePlus mere eller mindre nu bliver et brand under Oppo – OnePlus og Oppo har dog altid haft en tæt og lidt special relation. Det nye tiltag kalder Pete Lau for OnePlus 2.0 for at markere virksomhedens næste skridt mod en mere effektiv produkt- og softwareudvikling side om side med Oppo.
Ifølge OnePlus udmærker OxygenOS sig ved at være hurtigt, gnidningsfrit, fri for bloatware og let. ColorOS er derimod pålideligt, smart og har mange funktioner. De forskellige egenskaber fra OxygenOS og ColorOS vil Pete Lau bringe ind i det sammenlagte styresystem.
Også OnePlus og Oppos ladeteknologier, som er samme teknologi under to forskellige navne, vil også blive integreret til én løsning.
Læs også: OnePlus og Oppo får fælles R&D-afdeling
OnePlus’ nye styresystem får debut i 2022
OnePlus’ sammenlagte styresystem bliver en realitet i 2022, oplyser Pete Lau. Der kommer nemlig ikke noget flagskib dette efterår. Netop dette har der floreret rygter om tilbage i juli.
Siden 2016 har OnePlus ellers lanceret en T-variant af sine flagskibe – senest OnePlus 8T og 8T+. Men på grund af manglen på computerchips har det ikke været muligt at lancere en OnePlus 9T og eventuelt 9T+ eller 9T Pro.
Pete Lau har dog samtidig bekræftet, at der ”vil komme andre lanceringer” – formentlig en OnePlus 9RT, som kun bliver lanceret i Indien.
Læs også: Carl Pei, medstifter af OnePlus, forlader virksomheden
Eksisterende telefoner får også det nye styresystem
OnePlus oplyser, at Android 12 baseret på den nuværende OxygenOS-kode vil blive annonceret ”i de kommende uger”. Google ventes nemlig at lancere den endelige udgave af Android 12 inden for få uger.
Først i løbet af næste år – formentlig foråret – vil den næste topmodel blive lanceret med det sammenbragte styresyetem. Også tidligere OnePlus-telefoner vil blive opdateret til det nye styresystem. Eller nogle af dem i hvert fald.
Alle OnePlus-telefoner siden OnePlus 8-serien fra april 2020, som stadig modtager softwareopdateringer næste år, vil få udskiftet styresystemet til det nye system.
Til oktober kan OnePlus 9-brugere betateste det nye styresystem. Det vil også være muligt for ejere af OnePlus 8-serien til december.
Se også: Seneste nyt om mobiltelefoner
Opfølgning:
Sagen er ikke slut. Vi har fulgt op på artiklen. Daniel Søgaard Hald fulgte op på sagen. 20/9/2021 var der nyt om emnet i en artikel omkring temaet OnePlus 9-serien får kameraopdatering med Hasselblad XPan – Forstættelsen om temaet kan læses her. Absolut seneste nyt om temaet finder du her.