Patentsag slut: Apple og Nokia begraver stridsøksen
De to tech-mastodonter Apple og Nokia begraver nu stridsøksen efter en månedlang tvist om Apples brud på 32 Nokia-patenter indenfor selskabets netværksteknologi. Det skriver selskaberne i en fælles pressemeddelelse.
Nu er parterne nået til enighed om en aftale, hvor Nokia fortsat vil tilbyde netværksinfrastruktur til Apple, mens Apple vil genoptage salget af Nokias helbredsprodukter, kendt under Withings-brandet.
”Vi er glade for at have løst vores mellemværende og ser frem til at udvide vores forretningsforhold med Nokia i fremtiden” lyder den lettede besked fra Apples produktionsdirektør Jeff Williams.
Se også: Apple fjerner Nokia-ejet firmas produkter fra sin webshop
Mens kontroversen mellem de to selskaber stod på sit højeste, sagsøgte Nokia Apple for patentbrud, mens Apple kvitterede med sit eget søgsmål og trak samtlige Withings-produkter fra selskabets hjemmeside samt deres Apples Stores.
Apple er senest blevet truet af en anden tech-kæmpe, chipproducenten Qualcomm, som siden månedens debut har forsøgt at få nedlagt fogedforbud mod import af Apples produkter i USA.