Rapport: iPhone 12 sælger bedre end iPhone 11
En ny rapport fra Counterpoint Research kommer med nogle spændende tal omkring Apples nyeste iPhone og salget af disse. Ifølge deres analyse er iPhone 12 nemlig mere populær end forrige års iPhone 11. Samtidig stiger interessen for de dyrere iPhones, nemlig Pro-modellerne.
Se også: De billigste priser på iPhone 12
Der er nu flere iPhones i brug globalt, end der nogensinde har været, fortæller rapporten fra Counterpoint. I rapporten tages der et kig på første kvartal og salget af de nyeste iPhones, iPhone 12-serien. Og det ser ud til at gå rigtig godt, hvis man skal tro på disse tal. iPhone 12 skulle i første kvartal af 2021 nemlig overgå salget af iPhone 11 i samme periode. Og det er på trods af, at iPhone 12-serien angiveligt konkurerer med den billigere iPhone SE 2020. Ud af alle aktiverede iPhones er 16 procent, i første kvartal, iPhone 12. Til sammenligning var 15 procent iPhone 11.
De dyrere iPhone Pro-modeller er mere eftertragtede
Ikke nok med at iPhones bliver mere populære, så bliver specielt de dyrere modeller revet af hylderne. Kigger vi tilbage på iPhone 11 igen, så var 44 procent i første kvartal af 2020 iPhone 11 Pro og Pro Max. Til sammenligning er dette tal oppe på 54 procent med iPhone 12 i 2021. Og det er endda med endnu en ny iPhone i sortimentet, nemlig iPhone 12 Mini.
Analysevirksomheden fortæller desuden, at selvom iPhones langt senere fik 5G, så er de nu de bedst sælgende 5G-enheder. Og det er altså kun iPhone 12-serien, der tilbyder 5G. Det har stor betydning, at iPhonen er tilgængelig i over 140 lande.
Læs også: Disse iPhones skal du gå udenom i butikken
iPhone 13 på vej
I typisk Apple-stil kan vi forvente nye iPhones til september, hvor iPhone 13-serien forventes afsløret. Her bliver det sammen med iOS 15, som Apple viser mere om snart på dette års WWDC den 7. juni. De nyeste rygter fortæller af iPhone 13 får LTPO-paneler med op til 120 Hz opdateringsfrekvens fra Samsung, som netop er gået i produktion. Det skulle også betyde, at iPhone 13 bliver en anelse tykkere, da der skal være plads til et større batteri.
Læs også: Hvilke iPhones er de bedste køb?