Rygte: AKG-øretelefoner følger med Samsung Galaxy S9

Samsung vil inkludere et sæt AKG-øretelefoner sammen med næste års Galaxy S9 ligesom i Galaxy S8 og S8+, lyder det fra en Samsung-tipster.

Rygte: AKG-øretelefoner følger med Samsung Galaxy S9

En gang var det mere reglen end undtagelsen, at der fulgte et sæt øretelefoner med i æsken, når man købte en mobil. De var dog ofte af ret tarvelig kvalitet, og producenterne holdt op med dette for mange år siden – men ikke Samsung.

Med Galaxy S8 inkluderede Samsung nemlig et udmærket sæt øretelefoner fra AKG (modellen EO-IG955SB) i salgsæsken, som er af lidt højere kvalitet end det gennemsnitlige sæt øretelefoner, der følger med. Dette ser nu ud til også at blive tilfældet næste år.

Læs også: Rygte: Samsungs kompakte mobil er en Galaxy S9 mini

Tipsteren Ice Universe, som er ganske velinformeret omkring Samsungs planer, oplyser nemlig i et opslag på det kinesiske sociale medie Weibo, at Samsung igen vil inkludere et sæt AKG-øretelefoner i salgsæsken. Det er endnu uvist, om der er tale om et kablet af slagsen eller et trådløst. Han tilføjer dog, at det er en mulighed, at det bliver et sæt trådløse Bluetooth-øretelefoner.

Det må dog anses som værende mest sandsynligt, at det igen bliver et kablet et af slagsen. Han er nemlig sikker på, at Samsung ikke har planer om at skrotte jackporten lige foreløbig. I hvert fald har den prototype af Galaxy S9, som han har kendskab til, fortsat en port til 3,5 mm jackstik.

At Samsung skulle inkludere et headset fra lige netop AKG, er ikke helt tilfældigt. For præcis et års tid siden opkøbte Samsung lydgiganten HARMAN for 55 milliarder kroner. Dette inkluderede alle HARMANs store brands Harman Kardon, JBL, Mark Levinson, Lexicon, Infinity og altså også AKG.

Hvis Samsung skulle finde på at inkludere et sæt trådløse øretelefoner eller hovedtelefoner, er det formentligt mere sandsynligt, at det bliver i form af en gave ved forudbestilling af Galaxy S9.

Læs også: Mulige skitser af Samsung Galaxy S9 lækket

Uanset hvad er der i hvert fald god grund til at tro, at der er noget om snakken, når det kommer fra tipsteren Ice Universe. Han var nemlig den første til at lække hands on-billeder af Samsung Galaxy S8, og han ramte også plet med tidlige pressefotos af Galaxy Note 8. Indtil da er der dog ikke andet for end at vente på flere oplysninger om, hvad Samsung har af planer med næste års Galaxy S9 og S9+ – og måske S9 mini.