Rygte: Kommende iPhones får omvendt opladning og beholder Lightning
Den japanske blog, Mac Otakara, skrev i fredags et nyt indlæg, hvor det indikeres, at Apple vil beholde det omdiskuterede Lightning-stik i dette års iPhones. Samtidig forlyder det, at Apple endelig vil inkludere en 18W-hurtigoplader i æsken.
Læs også: Apple Music klar til Google Home
Derudover skulle det kommende opladerkabel være USB-C til Lightning, og ikke USB-A til Lightning, som det har været tilfældet siden Lightning blev introduceret i 2012.

Hvis Apple vælger at inkluderer en 18W-adapter, vil det være en signifikant opgradering fra den 5W-adapter, der følger med iPhones i dag. Det forlyder således at iPhone X vil oplade fra 1 procent til 79 procent på en time, med den kraftigere adapter. Også selve telefonen vil i år få en ny funktion, hvis man skal tro blogindlægget på Mac Otakara. Årets iPhones, i hvert fald de dyreste af dem, rygtes nemlig at få omvendt trådløs opladning, som vi kender det fra både Huawei og Samsung. Det vil sige, at man kan lade andre enheder, ved bare at placere dem på bagsiden af telefonen.
Læs også: Apple har gjort det lettere at styre abonnementer i iOS
Omvendt opladning er dog ikke helt nyt for Apple. Sidste års iPad Pro-modeller kan oplade andre enheder via deres USB-C-port. Det kræver dog et kabel, og kan ikke gøres trådløst. Om ikke andet må vi højst sandsynligt vente til efteråret med at få svar på alle rygterne.