Samsung afslører ny mobil-hardware – men der er et problem
Samsung har netop præsenteret en teknologisk milepæl, der på papiret skal revolutionere fremtidens smartphones og deres evne til at køre kunstig intelligens lokalt på enheden.
Men her på Mobilsiden vurderer vi, at virkeligheden for os forbrugere hurtigt kan vise sig at blive en helt anden.
Se også: Her er de bedste Android-mobiler lige nu
Dobbelt så hurtig og langt mere strømbesparende
Sydkoreanske Samsung har annonceret udviklingen af branchens første såkaldte UFS 5.0-hukommelse. Der er tale om den lagerplads, som telefonen bruger til at læse og skrive data, og de nye specifikationer er decideret vanvittige.
Med en overførselshastighed på svimlende 10,8 GB/s er den nye UFS 5.0-hukommelse mere end dobbelt så hurtig som den standard, der sidder i mange af nutidens topmodeller.
Samtidig er det lykkedes Samsung at gøre chippen mindre, alt imens strømforbruget er reduceret med over 40 procent.
Det lyder som den perfekte opgradering til den kommende Samsung Galaxy S28-serie, men der er desværre et meget stort “men”.
Se også: De 5 bedste mobiler til under 3.500 kroner
Vores vurdering: Det bliver for dyrt
Selvom Samsung planlægger at sætte gang i masseproduktionen i slutningen af 2026, tvivler vi på redaktionen stærkt på, at almindelige forbrugere får teknologien at se i deres næste telefon.
Mobilkomponenter, og i særdeleshed hukommelseschips, er nemlig blevet markant dyrere de seneste år. I år er priserne sendt på himmelflugt, hvor selv Samsung og Apple varsler prisstigninger på produkter på grund af det.
Det har allerede betydet, at flere producenter må gå på kompromis eller hæve priserne på telefonerne til det ekstreme.
Vi vurderer simpelthen, at hvis Samsung vælger at proppe den dyre UFS 5.0-hukommelse i Galaxy S28-serie, vil det gøre telefonerne så dyre, at kunderne siger nej tak.
Derfor er det vores klare forventning, at Samsung i stedet må genbruge ældre og billigere hukommelsestyper for at holde prisen nede.
Se også: Priser, guides og tips til mobiler