Samsung giver Galaxy Note 7 det endelige dødsstød
Fadæsen med de mange fejlramte Samsung Galaxy Note 7-smartphones, der i tide og utide gik op i flammer og sidenhen blev tilbagekaldt to gange, er ikke et helt overstået kapitel endnu.
Samsung gør nemlig et sidste forsøg på at få de Galaxy Note 7-smartphones tilbage, som forbrugere endnu ikke har returneret. Det oplyser den sydkoreanske producent til avisen The Korea Herald.
Læs også: Samsung: To fejl årsag til, at Galaxy Note 7 kortsluttede
Derfor udsender Samsung en softwareopdatering til Galaxy Note 7 inden udgangen af marts måned, som én gang for alle vil ubrugeliggøre telefonerne. Det bliver ganske enkelt helt umuligt at oplade telefonen, og en fuldstændig ubrugelig smartphone kan formentlig overbevise de sidste til at indlevere de fejlramte smartphones, som ifølge flere undersøgelser var ramt af to forskellige fejl.
Det er ikke første gang, Samsung forsøger at tilskynde Note 7-ejere til at indlevere deres smartphones. Igennem de seneste mange måneder har producenten udsendt flere softwareopdateringer, som har gjort det sværere og sværere at bruge telefonerne. Først udsendte Samsung en opdatering, så batteriet kun kunne lades op til maks. 60 %. Dernæst gik Samsung sammen med en række teleselskaber for at udsendte en softwareopdatering, der gjorde det umuligt at forbinde til teleselskabernes netværk.
Flere amerikanske teleselskaber gav i samme ombæring også den amerikanske udgave af Galaxy Note 7 det endegyldige dødsstød, men det er først nu, at de øvrige udgaver af smartphonen tilintetgøres en gang for alle.