Samsung præsenterer ny Galaxy d. 26. februar

Samsung afholder et presseevent ved Mobile World Congress, hvor de efter alt at dømme vil præsentere en ny Galaxy-tablet.

Mobiltelefoner

Vi fik tidligere bekræftet fra Samsung, at Galaxy S8 ikke vil blive præsenteret til dette års Mobile World Congress.

Vi bliver dog ikke helt snydt for en ny Galaxy-enhed til kongressen, for i dag har Samsung udsendt en invitation til et Galaxy-event d. 26. februar. Invitationen ses på billedet i toppen af artiklen.

Billedet og ordene “Big news is on the way” falder i god jord med rygterne om, at Samsung skulle være på vej med en ny tablet. Efter alt at dømme bliver det under navnet Samsung Galaxy Tab S3.

Se også: Samsung Galaxy S8: Billede, pris og lanceringsdato afsløret

Indtil videre rygtes det, at vi får en 9,7 tommer stor tablet at se med 4 GB RAM og enten en Snapdragon 820 eller en Exynos 7420 processor-chip.

Derudover vil den med alt sandsynlighed komme med USB Type-C, Android 7.0 Nougat og en fingerscanner inkluderet i home-knappen.

Vi dækker naturligvis alle nyheder og præsentationer fra kongressen i Barcelona, så følg endelig med her på Mobilsiden.dk

Læs også: Avis lækker et hav af detaljer om Samsung Galaxy S8