Samsungs direktør kalder Galaxy Fold-fiasko for pinlig
Samsung Galaxy Fold kommer snart på markedet. Det er efterhånden den evige besked fra Samsung. Mere eller mindre hver uge siden den planlagte lancering i April slog fejl, har Samsung i vage vendinger udtalt, at den foldbare telefon er lige på trapperne.
Læs også: Samsung Galaxy Fold er næsten klar til salg
Der er heller ingen tvivl om, at Samsung Galaxy Fold nok skal nå ud til de forbrugere, der stadigvæk vil købe telefonen. Spørgsmålet er igen bare hvornår?
Nu har Samsungs administrerende direktør, DJ Koh, været ude og udtale sig om sagen. I et interview med The Independent indrømmer DJ Koh, at han selv har overset noget på Samsungs foldbare enhed, men at Samsung er i gang med at genoprette den skade der er sket. Koh fortæller også, at Samsung er i gang med at teste mere end 2000 prototyper, for at sikre, at der ikke opstår nye fejl når telefonen rammer butikkerne.
Læs også: Næste Samsung Galaxy Fold får S-Pen og større skærm
DJ Koh kalder selv forløbet for pinligt, og indrømmer, at han fik telefonen lanceret før den egentlig var klar. Direktøren går dog ikke yderligere i detaljer, og kommer derfor ikke nærmere ind på grunden til hastværket omkring lanceringen af Galaxy Fold. Man kan selvfølgelig spekulere i, om Huaweis annonceringen af Mate X har været med til at fremskynde lanceringen af Galaxy Fold. I så fald er Huawei den store vinder i det scenarie, i det man både har udstillet Samsung og selv fået syn for nogle af de faldgruber, der kan være ved en foldbar enhed. Huawei selv, har valgt at udskyde lanceringen af Mate X med cirka tre måneder.
DJ Koh holder fast i at Samsung Galaxy Fold bliver lanceret på et tidspunkt, han nævner dog ikke en specifik dato men siger, at telefonen tidsnok vil komme på markedet. Derudover beder Koh om at Samsung får lidt mere tid til at udbedre de fejl, de har fundet.
Hele historien fra The Independent kan læses her.