Video afslører: HTC på vej med en VIVE-smartphone
HTC har, i modsætning til sine smartphones, haft stor succes med VR-headsettet VIVE, som pludselig har gjort højkvalitets virtual reality nemt, men stadig relativt dyrt, at prøve hjemme i stuen.
Læs også: HTC lancerer prisvenlig Desire 650 med iøjnefaldende design
Den taiwanesiske producent har ad mange omgange givet udtryk for, at VR er fremtiden, og hvad bedre end at tage næste skridt ved at kombinere to af firmaets kerneprodukter – VR og smartphones? Det ser i hvert fald ud til at være tanken i en ny video, som den altid velinformerede Twitter-tipster evleaks er kommet i besiddelse af.
HTC 2017? pic.twitter.com/ppONWlT5Mr
— Evan Blass (@evleaks)
Den 1 minut og 37 sekunder lange video, som kan ses i tweetet ovenfor, giver et smugkig på HTCs nye initiativ til at bringe nyt liv i smartphones, fordi producenten mener, at dagens smartphones ”ikke formår at relatere til de personer, der køber dem”. I videoen ses det derfor, hvordan HTC eksperimenterer med nye måder til at gøre smartphones lige så udtryksfulde som deres ejere.
Der forsøges blandt andet med nye materialer og teknikker til at farve bagsidecovers, hvor det også ses, hvordan HTC kom på idéen til den såkaldte ”micro splash effect”, som bruges i en række af de seneste Desire-smartphones.
Er det HTCs bud på en Daydream-kompatibel smartphone?
Det mest interessante viser sig dog til sidst i videoen, hvor producenten forklarer, at den håber på ”at gå ud over teknologien og blive det brand, du ønsker der skal repræsentere din personlighed, selvudfoldelse og livsstil”. Samtidig med ses en ny og aldrig set før VIVE-smartphone fra HTC liggende sammen med to andre smartphones.
Modsat de mange andre HTC-designs i videoen bærer denne VIVE-smartphone et mere traditionelt design med hvad der ligner en konstruktion af aluminium. Et stort HTC VIVE-logo ses på bagsiden, mens der ser ud til at være antennelinjer langs alle bagsidens fire sider. Bagpå kan der meget vel gemme sig et dual-kamera, men hvad kan denne HTC VIVE-smartphone, som andre HTC-smartphones endnu ikke kan?
Læs også: HTC 10 Evo – ny toptelefon fra HTC tåler vand
Der er formentlig tale om HTCs bud på en Daydream-kompatibel smartphone, som lever op til Googles krav for at kunne levere virtual reality på mobilen i høj kvalitet. Om de ekstra antennelinjer vil bringe nogen særlig funktionalitet med sig, eller om telefonen vil byde på andre features, er endnu for tidligt at sige noget om.
Ikke desto mindre er det yderst interessant, at HTC ser ud til at bringe VIVE-brandet ind i smartphoneverdenen, nu hvor VR-teknologien gradvist stiger i popularitet.