Første indtryk af Audi Q8 e-tron – ny premium-elbil i gammel forklædning

Vi har prøvekørt Audis nye premium-elbil, Q8 e-tron, som kommer med flere forbedringer sammenlignet med den oprindelige e-tron fra 2018. Her er vores første indtryk af SUV'en.

Første indtryk af Audi Q8 e-tron – ny premium-elbil i gammel forklædning

Den nye Audi Q8 e-tron er efterfølgeren til Audis første fuldelektriske elbil, e-tron fra 2018. Den første e-tron blev i 2021 fulgt op af SUV’en Q4 og sedanen e-tron GT. Nu er turen så kommet til en ny og opdateret udgave af den oprindelige e-tron, som i samme ombæring har fået ny modelbetegnelse: Q8 e-tron.

Vi har netop prøvekørt den nye Audi Q8, som traditionen tro også fås i en Sportback-udgave i coupéform. Læs mere om vores første indtryk af den nye Audi Q8 e-tron.

Se også: Test af elbiler

Luksus-SUV med minimale designnyheder

Hvis du synes, den nye Audi Q8 e-tron ser bekendt ud, er det bestemt ikke uden grund. Q8 e-tron ligner langt hen ad vejen sin forgænger, e-tron, og ikke mindst den fossildrevne Audi Q8 fra 2018. Dimensionerne er tæt på uændrede, og akselafstanden er den samme: 2.928 millimeter.

Du får altså en melllemstor, luksuriøs elektrisk SUV. Her er nærmere bestemt tale om Audis bud på en topudstyret elbil med en rummelig kabine, kraftig ydelse og lang rækkevidde – og alt sammen i sædvanlig høj byggekvalitet og af materialer i god kvalitet, som man forventer i en Audi til 700.000 kroner.

Se også: Nyheder om elbiler

Audi Q8 e-tron: Specifikationer

Audi Q8 50 e-tron 50 Sportback e-tron 55 e-tron 55 Sportback e-tron
Yde­evne 250 kW / 340 hk (AWD) 300 kW / 408 hk (AWD)
Bat­te­ri og ræk­ke­vid­de (WLTP) 89 kWh
485 km
89 kW
499 km
106 kWh
574 km
106 kWh
592 km
Op­lad­ning 0-100 % på 9 timer og 15 minutter (11 kW AC)
4 timer og 45 minutter  (22 kW AC)10-80 % på 28 minutter (150 kW DC)
0-100 % på 11 timer og 30 minutter (11 kW AC)
6 timer (22 kW AC)10-80 % på 31 minutter (170 kW DC)
Sid­de­plad­ser 5 (3 med isofix-beslag)
Ba­ga­ge­rum 569 liter (1.637 liter, når bagsæder lægges ned) 528 liter (1.567 liter, når bagsæder lægges ned) 569 liter (1.637 liter, når bagsæder lægges ned) 528 liter (1.567 liter, når bagsæder lægges ned)
Plat­form MLB Evo
In­fo­tain­ment­sy­stem Audi MMI
Euro NCAP-be­døm­mel­se 5 ud af 5 stjerner
Andet 2 års fabriksgaranti, 3 års lakgaranti samt 8 år/160.000 km garanti på batterikapacitet, app
Pris Fra 699.990 kr. Fra 729.990 kr. Fra 739.990 kr. Fra 769.990 kr.

Nyhederne – i hvert fald de udvendige – skal i stedet findes i detaljerne. For eksempel bærer den nye Q8 e-tron Audis nye logo med et fladt, todimensionelt udtryk. En anden detalje, som kendere af Audi vil bemærke, er tilføjelsen af modelnavnet på B-stolpen.

Q8 e-tron fås som noget nyt også med det såkaldte Singleframe-projektionslys, som kaster et indirekte lys over det nye Audi-logo på fronten.

Galleri: Audi Q8 e-tron eksteriør

Større batterier, længere rækkevidde og hurtigere opladning

De større nyheder skal findes i mekanikken. Audi har nemlig opgraderet batterierne. Batteriet i den mindste model med en brugbar effekt på 64 kWh i forrige model er opgraderet til hele 89 kWh. Dermed er rækkevidden forøget til henholdsvis 491 km i den normale Q8 e-tron 50 og 505 km i Q8 Sportback 50 e-tron.

I 55-modellen er batteriet forøget fra 86 kWh til 106 kWh, hvilket giver 582 km rækkevidde i Q8 e-tron 55 og 600 km i Q8 Sportback 55 e-tron.

Den nye batteripakke fra Samsung har fået en højere energitæthed, og battericellerne er stablet anderledes. Det giver altså højere kapacitet med samme størrelse batteri volumenmæssigt. Ikke dårligt.

Audi har også skruet op for ladehastigheden. 120 kW i e-tron 50 er øget til 150 kW i Q8 e-tron, hvilket giver en ladetid på 31 minutter. I e-tron 55 er effekten øget fra 150 kW til 170, så ladetiden fra 10 til 80 procent tager 31 minutter. Det er gennemsnitligt, og vi havde helst set Audi skrue lidt mere op for ladehastigheden, nu hvor producenten demonstrerede for to år siden, at op til 270 kW i e-tron GT sagtens kan lade sig gøre.

Forbedret aerodynamik

Audi har samtidig øget effektiviteten ved at forbedre aerodynamikken på flere punkter. Foran sidder en køler eller et spjæld, som automatisk lukker under kørsel for at minimere luftmodstanden. En hjulspoiler ved fordækkene sørger også for at forbedre luftstrømmen omkring dækkene.

Dette er nogle af mange initiativer, som gør, at luftmodstandsværdien gået fra 0,28 i e-tron til 0,27 i Q8 e-tron, mens den er gået fra 0,26 i e-tron Sportback til 0,24 i Q8 e-tron Sportback. Det lyder ikke af meget, men inden for aerodynamik gør selv den mindste reduktion af cw-værdien en kæmpe forskel.

Den asynkrone elmotor bagpå er også forbedret. Der er gjort brug af 14 viklinger i stedet for 12, hvilket giver samme magnetfelt ved lavere strømstyrke og dermed lavere forbrug og længere rækkevidde.

Galleri: Audi Q8 e-tron interiør

Velkendt ydre og indre – og det er ikke skidt

Udgaven af Audi Q8 e-tron, som vi prøvekørte, er basismodellen Audi Q8 Prestige 50 e-tron quattro med udstyrspakkerne Plus selection samt Technology selection. Og hvordan er den nye Audi Q8 e-tron så at køre i? Rigtig god – kort sagt.

Som man kan forvente af et Audi-flagskib, er Audi Q8 e-tron en meget behagelig og god oplevelse. Designmæssigt gør den måske ikke så meget væsen af sig, men den er ikke desto mindre en nydelig elbil, som vil kunne passe i rigtig mange danske familiers indkørsel – og ikke mindst dække deres behov. Der hersker ingen tvivl om, at der er tale om en Audi. Her er ingen vovede og kontroversielle designændringer.

Grå og kedelig kabine, men byggekvaliteten fejler intet

Indvendigt er stort set alt, som man kender det fra den tidligere e-tron. Her finder man sorte stofsæder, som man sidder behageligt i. Standardrattet af læder føles også glimrende, og indtræk og instrumentbord føles af god kvalitet.

Det hele kan dog godt blive lidt meget gråt i gråt og sort rundt omkring i kabinen. Nogle vil måske kalde interiøret kedeligt, men instrumentbordets sorte, blanke detaljer giver i det mindste et fint modspil til det ellers lidt kedelige plastik og stof rundt omkring. Heldigvis er der ikke en finger at sætte på byggekvaliteten.

Tre store skærme er én for meget

Er du til digitale skærme, bør du kraftigt overveje Q8 e-tron. Her finder du nemlig en 10,1 tommer Full HD-infotainmentskærm med Audis eget MMI-infotainmentsystem og et 10,25 tommer førerdisplay.

En tredje skærm 8,6 tommer under infotainmentskærmen bruges til at justere klimaanlæg og andre indstillinger.  Skærmen er godt nok nem og intuitiv at bruge, men også en ret unødvendig. Lige netop indstillinger til klimanlæg er bare rart at kunne betjene med fysiske knapper, uden at man skal fjerne fokus fra vejen. Ligesom i e-tron GT gør denne skærm ikke noget godt.

Infotainmentsystemet er, som man kender det fra Audi. Det er i og for sig nemt nok at betjene med store og letforståelige genvejsknapper på startskærmen og en lettilgængelig menu i venstre side. Men som med Audis andre biler kører det bare altid ikke super flydende. Selv simple lister med tekst og knapper har det med at hakke og lagge en smule, og animationer føles ofte langsomme. Bevares, det er på ingen måde katastrofalt, men du får bare ikke samme flydende iPad-lignende oplevelse, som hvis du bruger infotainmentsystemet i en Tesla eller NIO.

Galleri: Audi Q8 e-tron infotainmentsystem og førerdisplay

 

Fremragende komfort og køreegenskaber

I en Audi forventer man høj komfort og gode køreegenskaber – og det får man bestemt også i Q8 e-tron. Premium-elbilen har et aldeles velfungerende styretøj med høj stabilitet og en meget direkte styring takket være ændringer i styrehusets udveksling.

Det, kombineret med en luftaffjedret undervogn med reguleret støddæmpning, gør Q8 e-tron meget behagelig at køre i. Bilens firehjulstræk gør også, at den ligger super godt på vejen. Som i enhver anden elbil gør de store og tunge batterier dog affjedringen i bilen til en lidt hård affære, men samlet set gør Q8 e-tron det alligevel rigtigt godt.

Når det gælder ydelsen, er der også rigeligt med fart over feltet. 0-100 km/t klares på mellem 5,6 og 6,0 sekunder alt efter variant. Hvor Q8 50 har en samlet effekt på 250 kW svarende til 340 hestekræfter, er der lidt mere power at finde i Q8 55. Her har den samlede effekt på 300 kW svarende til 408 hestekræfter. Det er mere end hurtigt nok, og dermed er overhalinger på landevej og accelerationer ved motorvejstilkørsler legende let.

Galleri: Nye Audi-ringe og detaljer i Q8 e-tron

Hvad der ikke fungerede særlig godt, var parkeringsassistenten. Jeg forsøgte adskillige gange og flere forskellige steder at få bilen til at registrere en parkeringsbås, men det lykkedes aldrig. Hvor god selve parkeringsassistenten derfor er, er svært at sige, men det gør heller ikke det store. I min optik er automatisk parkering mest af alt en gimmick.

Rækkevidden kan vi desværre endnu ikke kommentere på, da den korte tid, vi havde bilen til rådighed, ikke gjorde det muligt at vurdere effektiviteten ordentligt.

Alt i alt efterlader de få timers køretur i Audi Q8 e-tron os ganske positivt stemte over for Audis nye premium-elbil. Det store spørgsmål er så, om startprisen på 699.990 kroner gør den til et godt køb, eller om Audi tager sig lidt for godt betalt for Q8 sammenlignet med konkurrenterne. Det, og meget mere, kigger vi nærmere på, når vi meget snart får Audi Q8 e-tron til test.

Læs også: Seneste nyt om Audi