Audi A2 e-tron: Luksus og lang rækkevidde fra 279.990 kr.

Audi A2 e-tron lander i Danmark fra 279.990 kroner med op til 642 km rækkevidde og tårnhøjt udstyrsniveau. Mobilsiden.dk har allerede set den helt tæt på.

Audi
Audi A2 e-tron. Foto: Mobilsiden.dk.

Audi er nu endelig klar med A2 e-tron, der er deres hidtil mest kompakte og budgetvenlige elbil – her kan du læse alt det vigtigste om den.

Mobilsiden.dk var blandt de absolut første i verden til at opleve den nye model helt tæt på. Vores førstehåndsindtryk lander meget snart, og du kan allerede glæde dig til vores eksklusive smugkig på YouTube.

Design, pris, varianter, udstyr, konkurrenter og mere – her er hvad du skal vide om Audi A2 e-tron.

Audi A2 e-tron er en luksusudgave ID.3

Audi vil officielt hverken kalde A2 e-tron for en traditionel hatchback eller en regulær SUV.

Vores klare indtryk ved selvsyn er dog, at den udstråler mest SUV, selvom karosseriet rent faktisk er lavere end en Volkswagen ID.3 Neo.

Det umiddelbare indtryk er da også, at vi har at gøre med en gennemført luksusudgave, der i størrelser minder meget om en VW ID.3.

Designet er elegant, og materialekvaliteten har fået et mærkbart løft med bløde tekstiler og lækre detaljer.

Bagagerummet sluger fornuftige 396 til 1.336 liter, suppleret af et lille frunk på 13 liter i de større versioner.

Samtidig gør en akselafstand på 2,77 meter kabinen overraskende rummelig. Faktisk er A2 e-tron næsten lige så rummelig i kabinen som den større, dyrere Q4 e-tron.

Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil

Der er mange alternativer, men…

Konkurrenterne tæller velkendte navne som Volkswagen ID.3 Neo, Cupra Born, Renault Megane E-Tech, Zeekr X, Volvo EX30, Kia EV4 Hatchback og Skoda Elroq.

Alternativer i samme størrelse er en anelse billigere – og i nogle tilfælde byder de på mere plads, enten i kabinen eller bagagerummet.

A2 e-tron derimod byder på tysk byggekvalitet, lækrere materialer og Audi-køreoplevelse i en størrelse, der passer perfekt til mange danskere.

Audi A2 e-tron. Foto: Mobilsiden.dk.
Læs ogsåSammenlign to elbiler

Rå specifikationer, fire varianter og skarpe priser

På det danske marked lanceres A2 e-tron udelukkende med baghjulstræk i fire veldefinerede motorvarianter:

Basismodellen yder 170 hk med et 50 kWh LFP-batteri. Den klarer op til 421 km på en opladning og koster fra 279.990 kroner.

Trinet op byder på 190 hk, et 58 kWh LFP-batteri og 498 km rækkevidde til 299.990 kroner. Det er denne variant, som vi finder mest interessant.

Begge disse modeller lader med op til 105 kW DC og klarer 10 til 80 procent på cirka 25 minutter.

Vil du kunne køre længere på en opladning, hedder valget 170 kW (231 hk) med et stort 79 kWh NMC-batteri.

Audi A2 e-tron. Foto: Mobilsiden.dk.
Læs ogsåSeneste nyheder om Audi

A2 e-tron med rækkevidde op til 642 km

Her starter rækkevidden ved 615 km – og kan konfigureres helt op til 642 km med specielle aerodynamiske dæk og fælge.

Lynladningen topper er ved lynhurtige 183 kW (10-80 procent på 29 minutter), og prisen starter ved 339.990 kroner.

Topmodellen yder hele 326 hk, klarer 0-100 km/t på blot 5,7 sekunder og har en rækkevidde på 626 km til 359.990 kroner.

Alle fire varianter må desuden trække op til 1.600 kg på krogen.

Proppet med udstyr som standard i Danmark

Hvor tyske premiumbiler traditionelt kræver dyre krydser på ekstraudstyrslisten, har Audi Danmark valgt en overraskende gavmild strategi.

Herhjemme leveres alle varianter af A2 e-tron med både Tech-pakken og Vinterpakken som standard.

Det betyder, at du fra billigste model får adaptiv fartpilot, bakkamera, nøglefri betjening, elektrisk bagklap, ratvarme,  sædevarme foran og meget mere.

Indvendigt domineres kabinen af Audis nye buede panoramadisplay med førerskærm og infotainmentskærm med deres nyeste software.

Cockpittet byder på trådløs dobbelt mobilopladning på 25 watt med Qi2.2 og Magsafe og det smarte magnetiske Fidlock-opbevaringssystem.

Har man virkelig et behov for mere luksus, tilbydes ekstraudstyrspakker som Technology selection med avancerede Matrix LED-lygter, automatisk trænet parkering og et kraftfuldt Sonos-lydanlæg, samt en mere aggressiv S line selection.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler