Et år med nye regler for vinterdæk: Husker du fælderne?

Sidste år trådte nye regler for vinterdæk i kraft. Kan du huske, hvordan regler er? Få genopfrisket dem, inden vintervejret kommer.

Elbiler
Foto: iStock/Patrick Daxenbichler

I juli sidste år blev der indført nye regler for vinterdæk i Danmark, hvilket skabte stor tvivl hos danske bilister om lovligheden af deres bildæk.

Nu dykker temperaturerne atter, og det kolde og våde vintervejr er lige på trapperne.

Få genopfrisket de nye regler for vinterdæk, så du undgår bøder i vinterføre.

Et år med skærpede dækregler

Siden lovændringen den 1. juli 2025 har det været forbudt at køre med såkaldte ”åbenbart uegnede dæk” i sne, is og sjap. Det betyder i praksis, at sommerdæk er ulovlige, når vejene er dækket af vinterføre.

Kører du på uegnede dæk, risikerer du en kontant bøde på 1.000 kroner per dæk – altså op til 4.000 kroner samlet.

Sidste år viste en undersøgelse, at 51 procent af danskerne ikke kendte de nye regler for vinterdæk.

Vi håber, at flere danskere sidenhen er blevet bekendte med de nye regler. Hvis ikke, så får du herunder en hurtig genopfriskning.

Læs ogsåNye regler for vinterdæk i Danmark

Forsikringens skjulte fælde

Selvom du overholder myndighedernes regler for vinterdæk, kan du havne i en dyr fælde hos forsikringsselskabet. Færdselsstyrelsen godkender nemlig dæk med M+S-mærket (Mud and Snow), men forsikringsbranchen anlægger en langt hårdere linje.

Taksatorringen instruerede i fjor autoværksteder om at indsamle fotodokumentation og registrere dæk uden 3PMSF-snefnugsymbolet som uegnede i vinterføre. Bliver du involveret i et uheld, risikerer du dermed at miste din erstatning, selvom politiet betragter dækket som lovligt.

Et dæk med 3PMSF-mærke og M+S (Mudder og Sne). Foto: Michelin

Symbolet 3PMSF (Three Peak Mountain Snowflake) viser et bjerg med tre toppe og et snefnug. Modsat M+S-mærket kræver dette symbol en bestået standardiseret EU-test, der dokumenterer dækkets faktiske bremseegenskaber i sne.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler

Helårsdæk er lovlige – vælg kvalitet

Det er vigtigt at understrege, at helårsdæk er fuldt lovlige at køre på i hårdt vinterføre, så længe de har 3PMSF-symbolet. Du behøver altså ikke nødvendigvis et dedikeret sæt vinterdæk for at overholde loven eller forsikringens krav.

Diverse dæktest viser desuden, at et godt og testvindende helårsdæk snildt præsterer bedre på sne og is end et billigt og/eller dårligt vinterdæk. Det handler i bund og grund om at vælge et dæk af høj kvalitet frem for blot at stirre sig blind på dæktypen.

Helårsdæk med 3PMSF-symbolet er desuden den billigste løsning over fire år, viser Mobilsidens pristjek. Husk blot at tjekke mønsterdybden. Lovkravet er 1,6 millimeter, men Rådet for Sikker Trafik og FDM anbefaler mindst 3-4 millimeter for at bevare et forsvarligt vejgreb.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov