Få 23.000 kr. hvis denne batteritest tager fejl

Bekymret for batteriet i din næste brugte elbil? En ny garanti fra AVILOO udløser 23.000 kr. i godtgørelse, hvis batteritesten tager fejl.

Få 23.000 kr. hvis denne batteritest tager fejl

Salget af brugte elbiler buldrer derudad, men mange frygter stadig for batteriets helbred, selv om der i langt de fleste tilfælde slet intet er at være bekymret for.

Det har skabt et stort marked for at gennemføre test af elbilers batterier, og nu introducerer AVILOO et økonomisk plaster på såret på 23.000 kroner, hvis firmaets anerkendte batteritest tager fejl.

Se også: Se bedømmelser og priser på elbiler

Fuld dækning efter tre minutters test

AVILOOs såkaldte FLASH-batteritest kan på blot tre minutter kortlægge den reelle kapacitet i 96 procent af alle elbiler på vejene.

Sådan ser en testrapport ud fra AVILOO. Foto: AVILOO

Testen benyttes allerede bredt af blandt andet FDM, Applus+ Bilsyn, leasingselskaber, bilforhandlere og privatpersoner.

Med den nye garanti tager testvirksomheden skridtet videre. Hvis højvoltsbatteriets helbredstilstand falder til under den beregnede minimumsgrænse inden for et år eller 20.000 kørte kilometer, udløses garantien.

I det tilfælde udbetales en kontant kompensation på 23.000 kroner til ejeren, og beløbet for selve batteritesten refunderes fuldt ud.

Se også: Test og bedømmelser af nyeste elbiler i Danmark

Brugbare data frem for gætværk

Ifølge Marcus Berger, der er administrerende direktør i AVILOO, er Danmark et af verdens mest modne elbilmarkeder. Derfor er introduktionen her et naturligt næste skridt.

Han understreger, at elbilkøbere fortjener reel vished om bilens absolut dyreste komponent. Den viden skal være baseret på uafhængige data frem for gætværk og producenternes egne tal.

Den nye garanti er dermed skabt for at give både forhandlere og private elbilister en ekstra beskyttelse i en tid, hvor markedet for brugte elbiler sætter den ene rekord efter den anden.

Se også: Disse elbiler kommer i 2026, 2027 og 2028

Hvilken batteritest skal jeg vælge?

En AVILOO Flash-test koster hos FDM 1.050 kroner for ikke-medlemmer og 893 kroner for medlemmer. Vi vil dog kraftigt anbefale at besøge AVILOOs egen hjemmeside, hvor man kan bestille en AVIOLOO Premium-test til kun 799 kroner. Man får en AVILOOO Box-udlejningsenhed tilsendt med posten, som efter testen skal sendes gratis retur til AVILOO.

Flash-testen giver et lynhurtigt øjebliksbillede ved at trække data direkte fra bilens eget batteristyringssystem (BMS), hvilket gør den ideel som et hurtigt tjek af ubalancer, inden slutsedlen på en brugt elbil underskrives.

Står man derimod med en decideret garantisag eller ønsker den absolutte sandhed om batteriet, kræver det en Premium-test. Dette er en dybdegående og TÜV-godkendt analyse på celleniveau, som præcist beregner batteriets reelle nettoenergi og den tilbageværende, realistiske rækkevidde.

Se garantien på elbiler

Er du i tvivl om, hvor lang batterigaranti der er på forskellige elbiler? Se garantien på alle elbiler.