Moderne elbiler har en tendens til at vokse sig både tungere og større, men nu går Fiat i den stik modsatte retning.
Fiat har netop løftet sløret for Multiplina, der tilbyder fire siddepladser og overraskende stor rummelighed på kun tre meters længde.
Genopliver ånden fra en italiensk klassiker
Inspirationen til det nye elektriske bykøretøj skal findes langt tilbage i historiebøgerne.
Fiat henter nemlig inspirationen fra den ikoniske Fiat 600 Multipla fra 1956, som dengang formåede at klemme seks personer ind på kun tre en halv meter.
Med Multiplina genopliver Fiat den samme filosofi om maksimal pladsudnyttelse på minimal plads, men i en moderne, elektrisk indpakning.

Bilen trækker tydelige designmæssige tråde til ophavet med en fremrykket forrude, tofarvet karrosseri og det karakteristiske overskæg i fronten.
Efter min mening er det befriende at se en bilproducent, der tør tænke i enklere og mere ressourcebesparende løsninger frem for gigantiske SUV’er, som vi efterhånden har rigeligt af.
Læs ogsåSeneste salgstal for elbiler i Danmark (oktober 2026)
Fire sæder og nem parkering i byen
Multiplina måler præcis 3,04 meter i længden, 1,40 meter i bredden og 1,53 meter i højden – den er med andre ord en meget lille bil.
Teknisk set er den bygget på en fuldelektrisk L7e-platform i kategorien for tunge quadricycles, hvilket placerer den midt imellem den mikroskopiske Fiat Topolino og en traditionel personbil.
Konstruktionen holder vægten og materialeforbruget nede uden at ofre på det praktiske.
Fiat kalder selv konceptet for en Multi-Purpose Quadricycle, der skal dække alt fra pendling og indkøb til hurtig aflevering af børn i institution.
Med de ultrakompakte mål vil den kunne smutte ind i selv de mindste parkeringshuller i København, hvilket jeg absolut kan se fordelen ved.
Hvis Fiat formår at omsætte konceptet til virkelighed til en fornuftig pris, kan Multiplina meget vel blive en ret genial lille elbil til en meget overkommelig pris, som jeg tænker kan lande under 100.000 kr.
Læs ogsåStor guide: Her er de bedste elbiler under 200.000 kroner