Fisker Ocean kommer til Danmark – her udstilles den
Der er voldsomt meget hype omkring Henrik Fiskers Ocean, der senere i år forventes klar til at rulle ud på vejene. For første gang nogensinde vises den frem i Danmark. Læs nedenfor hvor den udstilles.
Fisker Ocean kommer til København
Bor du i nærheden af Købehavn, eller er meget fristet af en Fisker Ocean, er det værd at smutte en tur forbi Indre By i den nærmeste fremtid. Henrik Fiskers lovende Ocean vil nemlig blive udstillet, hvor danskerne for første gang får mulighed for at se den i levende live.
Fisker Ocean byder på en kombination af flot, praktisk og moderne design, lovende ydeevne og rækkevidde samt et stort fokus på bæredygtighed. Og man skulle tro, at prisen ville være helt hen i vejret, men er faktisk overraskende konkurrencedygtig.
Fisker skriver, at Ocean er på tur rundt i Europa, og nu er turen altså kommet til Danmark. Stoppet for Ocean i Danmark bliver i Illums Bolighus, hvor den udstilles fra den 26. april til den 16. maj, hvor man kan komme helt tæt på den.
Man skal dog være opmærksom på, at dette ikke er et præproduktions-køretøj og det vil derfor ikke være muligt at sidde i bilen eller få prøveture.
Læs også: Fisker Ocean får europæisk lancering – her er nyhederne
Klar til salg senere i år
Elbilen Ocean kommer i tre udgaver: Sport, Ultra og Extree. Sport er basismodellen, der har en rækkevidde på op til 440 kilometer og en pris på 325.000 kroner. Den vil blive drevet af en enkelt elmotor i fronten med 275 hestekræfter. Det giver en acceleration fra 0 til 100 kilometer i timen på 6,9 sekunder.
Fisker Ocean Ultra har 540 hestekræfter, en rækkevidde på 610 kilometer og accelererer fra 0 til 100 kilometer i timen på blot 4,0 sekunder.
Ocean Extreme har 550 hestekræfter, en rækkevidde på 630 kilometer og accelererer fra 0 til 100 på 3,7 sekunder. Der er endnu ikke en pris på Ultra og Extreme.
Fisker Ocean kan desuden udstyres med et SolarSky-solcelletag, der over et helt år kan generere strøm nok til 2.400 kilometer kørsel. SolarSky er standard på Fisker Ocean One og Extreme.
Se også: Nyheder om elbiler