LFP eller NMC? Sådan vælger du det bedste batteri til din elbil
Når du skal købe ny elbil, støder du i dag ofte på valget mellem et LFP- og NMC-batteri. Men hvad betyder de to batterityper for din hverdag, og hvilken type passer egentlig bedst til netop dit specifikke behov?
I denne guide forklarer vi på en letforståelig måde forskellene på LFP- og NMC-batteri samt fordele og ulemperne ved dem.
Se også: Privatleasing eller køb af elbil – hvad er smartest?
Hvad er forskellen på LFP- og NMC-batterier i elbiler?
I dag står mange danske bilkøbere over for et valg mellem to forskellige batterikemier, når de bestiller en ny bil. Det kan enten være en valgsituation mellem to vidt forskellige elbiler eller et valg mellem to varianter af fuldstændig samme bilmodel, hvor basismodellen har det ene, og en dyrere variant har det andet.
Bag forkortelserne gemmer der sig to forskellige måder at sammensætte batteriets katode på. LFP står for litium-jern-fosfat, mens NMC står for nikkel-mangan-kobolt.
De kemiske forskelle betyder, at batterierne opfører sig forskelligt i praksis. Det handler især om batteriets energitæthed og hvor følsomt batteriet er over for slitage i det daglige brug.
Se også: Hvilke typer af elbilbatterier findes der?
LFP er det robuste hverdagsbatteri
LFP-teknologien vinder i øjeblikket massivt frem. Tidligere fandt man typisk LFP-batterier i kinesiske elbiler og i Tesla’er, men i dag er denne batteritype langt mere udbredt, og man finder det i elbiler fra Volkswagen, Skoda, Renault og mange flere.
Den store fordel ved LFP er en enorm robusthed og en længere levetid målt i ladecyklusser.
LFP-batterier har den store fordel, at de meget bedre kan holde til at blive ladet helt op. Derfor kan du ofte spare penge ved at vælge en billigere bil med LFP-batteri frem for den dyrere NMC-model. Fordi NMC-batteriet kun bør lades til 80 procent til hverdag, ender de to biler nemlig med at have stort set den samme rækkevidde i praksis.
Samtidig er LFP-celler billigere at producere, og da batteriet er den dyreste komponent i en elbil betyder det, at disse elbiler som regel er en hel del billigere.
Et eksempel på dette er den nye Volkswagen ID. Polo, der med et LFP-batteri koster fra 189.995 kr. og med et NMC-batteri fra 229.995 kr. Det er en prisforskel på 40.000 kr., men forskellen i rå rækkevidde er 139 km.
LFP-batterier er dertil kendt for en høj sikkerhed og de er mere miljøvenlige.
Ulempen ved LFP er en lavere energitæthed. Det betyder kort fortalt, at batteriet vejer mere og fylder mere i forhold til den mængde strøm, det kan rumme.
Derudover kan LFP-batterier ofte tabe mere rækkevidde, når det er rigtig koldt udenfor.
Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen
NMC-batteriet er mesteren på de lange distancer
NMC-teknologien har længe været standarden i branchen og findes typisk i long range-udgaverne – altså varianterne med “det store batteri”.
Den absolut primære styrke ved NMC er den høje energitæthed.
Den høje energitæthed betyder nemlig, at bilproducenterne kan pakke mere strøm ned i et lettere og mere kompakt batteri. Resultatet er en bil med en længere rækkevidde, hvilket gør NMC ideelt til dig, der ofte kører langt eller oftere tager på kør-selv-ferie ned gennem Europa.
Desuden er NMC-batterier generelt bedre til at modstå kulde og taber derfor ikke helt så meget rækkevidde om vinteren.
Til gengæld kræver et NMC-batteri en lidt mere skånsom behandling. For at beskytte batteriets levetid anbefales det kun at lade til 80 procent i hverdagen, hvilket reelt skærer en portion af den daglige rækkevidde.
Man kan sagtens oplade et NMC-batteri til 100 procent, men gør man det, bør man ikke lade bilen stå fuldt opladt i længere tid, da det belaster battericellerne.
Samtidig er teknologien dyrere og ikke så miljøvenlig, fordi den benytter de mere kostbare metaller kobolt og nikkel.
Sådan vælger du det rigtige batteri til din elbil
Valget afhænger i sidste ende af, hvordan du primært bruger din bil. Kører du oftest kortere ture, pendler almindelige distancer og vil du gerne slippe for at tænke på batteripleje, er LFP-batteriet et fremragende og økonomisk fornuftigt valg.
Kører du derimod rigtig mange lange ture, og er den absolut maksimale rækkevidde afgørende for din komfort på farten, bør du helt klart kigge mod en elbil udstyret med et NMC-batteri.
Det er dog vigtigt at understrege, at moderne elbiler er ekstremt holdbare. Takket være bilens smarte teknologi behøver du ikke bekymre dig om slitage i hverdagen. Uanset om du vælger LFP eller NMC, skal du blot følge de få, overordnede råd til opladning.