Her åbner Clever og Circle K fire nye store ladeparker

Clever og Cirkle K har fået som opgave at etablere og drive fire store ladeparker, der placeres langs motorvejsnettet på Fyn og Sjælland.

Her åbner Clever og Circle K fire nye store ladeparker

De fleste oplader deres elbil hjemme, men på langtur skal der være bedre mulighed for hurtig opladning. Der er afsat en halv milliard til oprettelsen af mere end 600 ladepunkter frem til 2035, hvor kontrakter på de første 84 netop er underskrevet.

De kommende ladeparker skal anlægges med midler fra Infrastrukturplan 2035, hvorefter private operatører skal stå for etablering af selve ladepunkterne og salg af el i ladeparkerne. 7-8 udbydere har været interesserede i de nye ladeparker, men i første omgang er det Clever og Circle K, der har vundet kontrakter på fire ladeparker, der skal placeres på motorvejsnettet på Fyn og Sjælland.

“De fleste oplader deres elbiler derhjemme. Men på de lange ture er der behov for at kunne lade på vejen. Derfor glæder det mig, at vores ladeinfrastruktur nu udbygges yderligere. God ladeinfrastruktur er en vigtig investering i fremtiden,” siger transportminister Trine Bramsen.

Læs også: 31 ladeparker med lynladere åbner langs motorvejene

Fire ladeparker med 84 ladepunkter

Clever skal stå for etablering og drift af i alt 60 ladepunkter på rastepladserne ved Lillebælt Syd og Lillebælt Nord på Fyn. Circle K Danmark A/S skal etablere og drive i alt 24 ladepunkter på rastepladserne ved Tappernøje på Sjælland.

Lynopladning

Hvert ladeudtag skal kunne levere mindst 150 kW ladeeffekt, mens ladestanderne – som typisk består af to udtag – skal kunne levere mindst 300 kW. Det vil formentlig betyde, at der kan leveres op til 300 kW per ladepunkt, når to biler ikke deles om samme ladestander.

Der skal udvides med op til 50 nye ladeparker med cirka 630 lynladepladser. Med denne aftale er det Vejdirektoratets vurdering, at stort set alle lange ture på statsvejnettet kan gennemføres i elbil uden at køre omveje, og at ventetiden på at komme til en ladestander ikke vil overstige 10 minutter i spidstimetrafik.

Se også: Danmarks største lynladestation er klar til brug