Istanbul, Tyrkiet – Hyundai har inviteret Mobilsiden.dk til Tyrkiet for at prøvekøre deres helt nye og hidtil mindste medlem af Ioniq-familien: Hyundai Ioniq 3.
Efter en hel dag bag rattet af den sydkoreanske hatchback er vores dom klar: Det her er en overordentlig gennemtænkt og vellykket elbil til hverdagen.
Læs vores første indtryk af Hyundai Ioniq 3, som kombinerer fremragende køreegenskaber, lynhurtig ny Pleos-software og høj praktisk anvendelighed.
Og så er der lige det med prisen, udstyret og designet …
Kører langt, men ser speciel ud
Hyundai lægger ikke skjul på, at Ioniq 3 skal optage kampen mod et hastigt voksende og stærkt besat felt af kompakte elbiler.
Test af Hyundai Ioniq 3
Hyundai Ioniq 3 er blevet testet af både Mobilsiden.dk og andre bilmedier.
Mobilsidens test af Hyundai Ioniq 3
Hyundai Ioniq 3 er en vellykket og velkørende minibil med gode køreegenskaber, god plads, lang rækkevidde og lynhurtig ny software. Designet deler dog vandene, og basismodellen mangler essentielt udstyr.
- Fremragende kørekomfort og voksent chassis
- Lynhurtigt og intuitivt Pleos Connect-software
- Stort bagagerum på 441 liter med Megabox
- Lang rækkevidde
- Mulighed for 22 kW AC-opladning
- Fysiske knapper i kabinen
- Basisudgaven mangler sæde- og ratvarme og førerskærm
- Moderat DC-lynladning på omkring 30 minutter
- Vovet design vil skræmme nogen væk
- Beskeden app-butik med kun seks apps
- Lav maksimal anhængervægt på blot 750 kg
Kigger vi på størrelse, pris og udstyr, tæller konkurrenterne profilerede modeller i B-segmentet såsom Renault 4 E-Tech, Volkswagen ID. Polo, Cupra Raval, Skoda Epiq og Volkswagen ID.3 Neo.
Hyundai gør sig bemærket med et vovet design, der har langt mere kant end de fleste af konkurrenterne – men det er ikke nødvendigvis en god ting, for hvis designet rammer skævt, skræmmer det blot købere væk, som vi har set med Ioniq 6.
Selv om det er forfriskende med bilmærker, der tør at skille sig ud, er jeg ikke sikker på, at det hjælper på salget i tilfældet med Ioniq 3 – og det er en skam, for teknisk er bilen rigtigt godt med.
Hyundai Ioniq 3 kommer i indstigningsudgaven med et LFP-batteri på 42,2 kWh, en WLTP-rækkevidde på 344 kilometer og en elmotor med 108 kW (147 hestekræfter). Prisen? 209.995 kroner.
Ønsker man det store NMC-batteri på 61 kWh med en lang rækkevidde på op til 496 kilometer og 100 kW (135 hestekræfter), starter priserne ved 249.995 kroner for en Long Range med Select-udstyrspakke.
Hyundai Ioniq 3 er en elbil, der giver ganske meget rækkevidde for pengene, men den er ikke førende på området. Den bliver for eksempel slået af den lidt større MG4 EV Extended Range med en pris på 234.999 kroner og en lang rækkevidde på 545 kilometer.
Hyundai Ioniq 3 leveres desuden med Hyundais velkendte og tryghedsskabende 5-årige garanti med ubegrænset kilometertal.
Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Hyundai Ioniq 3
Voksent chassis med europæisk afstemning
Noget af det mest imponerende ved den nye Ioniq 3 er afstemningen af undervognen på de tyrkiske veje. Ioniq 3 er nemlig designet og udviklet af Hyundai Europa, og dermed har sydkoreanerne ramt en opsætning, der passer rigtig godt til europæiske bilisters ønsker. Du får her en fin balance mellem høj kørekomfort og præcis kontrol over bilen i svingene.
Ved landevejs- og motorvejshastighed absorberer affjedringen vejens ujævnheder med en modenhed og ro, man normalt skal op i større og dyrere bilklasser for at finde. Kun ved helt lav fart over skarpe kloakdæksler og urenheder mærkes den faste opsætning en smule i kabinen.

Styretøjet er let, præcist og har en fin, naturlig progression omkring midterstillingen. Selvom rattet ikke byder på voldsomt meget feedback fra underlaget, er det nemt og forudsigeligt at placere bilen nøjagtigt i svingene.
Chassiset i Hyundai Ioniq 3 opleves faktisk så velfungerende og balanceret, at det snildt ville kunne håndtere 20 til 50 hestekræfter mere, end den frontmonterede elmotor leverer.
Det giver håb om en fremtidig, mere hidsig og sportslig Ioniq 3 N-variant.
Læs ogsåSammenlign to elbilerLøft i kabinekvalitet og fin komfort
Træder man ind i kabinen, bemærker man hurtigt et tydeligt løft i materialekvaliteten i forhold til tidligere mindre modeller fra mærket. Mængden af bløde materialer er øget mærkbart, og det er reelt kun på ydersiden af midterkonsollen, at man finder hårdere plastik.
Forsæderne tilbyder en fremragende siddekomfort med god støtte til ryggen på de længere ture. Kabinen er generelt velisoleret over for vejstøj takket være akustisk glas og skum i dækkene. Ved motorvejshastighed sniger der sig dog lidt vindstøj ind omkring de store sidespejle.
Til stor glæde i hverdagen har Hyundai bevaret fysiske knapper til klimaanlæg og lyd, hvilket gør betjeningen under kørsel overordentlig sikker og ligetil. Der er samtidig fysiske knapper på rattet med en god, taktil respons.
Læs ogsåAlle elbiler fra HyundaiGennemtænkt plads og praktisk Megabox
Med sin akselafstand på 2.680 millimeter udnytter Ioniq 3 sin dedikerede E-GMP-elbilplatform særdeles effektivt.
Bagsædet byder på flot benplads og fin lårstøtte til to voksne passagerer. Personer over 180 cm vil dog opleve, at den let skrånende taglinje tager en smule af den frie hovedplads helt bagerst.
Bagagerummet er et af bilens helt store trækplastre i hverdagen. Det regulære rum indeholder 322 liter, hvilket ikke er noget at skrive hjem om.
Til gengæld gemmer der sig under bunden den såkaldte “Megabox” på yderligere 119 liter, som bringer den samlede bagagekapacitet op på hele 441 liter – fuldstændig samme volumen som i Volkswagen ID. Polo og Cupra Raval, men lidt mindre end de 475 liter i Skoda Epiq.
Det store bagagerum gør Ioniq 3 særdeles praktisk og anvendelig for både børnefamilier og pendlere.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbilerPleos Connect: Et tiltrængt softwarespring
På teknologisiden debuterer Hyundais helt nye Pleos Connect-infotainmentsystem, som bygger direkte på Android Automotive – desværre uden Google Play Butik. Det er et markant og tiltrængt skridt fremad i forhold til Hyundais tidligere infotainmentsystem.
Samtidig er det nye skærmformat, som kan fås med enten en 12,9 eller 14,6 tommer skærm, meget bedre end det tidligere meget aflange format.
Softwaren er utrolig hurtig og flydende i sine animationer. Brugerfladen er overskuelig med et lækkert, moderne udtryk, som næsten kunne være som taget fra en tablet.
Den største anke på softwaresiden er, at det benytter Hyundais egen app-butik med et beskedent udvalg på blot 6 apps (herunder Spotify og YouTube) frem for direkte adgang til hele Google Play Butik – men bilproducenten vil gerne have kontrol over, hvilke apps brugerne får adgang til, oplyser den til os.
Heldigvis understøtter Ioniq 3 både trådløs Apple CarPlay og Android Auto, hvorfra man kan tilgå mange flere apps.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovLidt sløv DC-opladning, men dobbelt op på AC
Opladning fra 10 til 80 procent på en DC-hurtiglader klares på 29-30 minutter alt efter variant og med op til 120 kW ladeeffekt. Det er lige til den langsomme side.
Nu hvor Ioniq 3 bruger E-GMP-platformen, som med Ioniq 5 var mange år foran konkurrenterne med 800 volt teknologi, er det en skam, at det her i 2026 ikke lykkedes Hyundai at introducere 800 volt i Ioniq 3 og bringe ladetiden et godt stykke ned under 20 minutter. Det havde været det ultimative trumfkort mod konkurrenterne.
Batterivarmer til optimering af lynladning i de kolde vintermåneder er muligt, men ikke i Select-udstyrspakken, hvilket er en skam. Det kræver Trend-udstyrsniveauet eller dyrere pakker.
Som noget unikt i dette segment kan Ioniq 3 fås med 22 kW AC-opladning, som halverer ladetiden til 2 timer eller knap 3 timer. Det er dog ekstraudstyr og kan fås sammen med V2L i en EV-pakke til 13.095 kroner. Men fedt at muligheden er der!
Anhængervægten topper ved 750 kg på krogen, hvilket rækker fint til en mindre havetrailer eller en cykelholder, men trækevnen er lige til den lave side.
Læs ogsåSammenlign to elbilerBåde skuffer og overrasker på udstyr
Udstyrsmæssigt er Hyundai Ioniq 3 en blandet pose bolsjer, for der er både positive og negative ting at sige her.
På den positive side skiller Ioniq 3 sig ud som en af de få biler i klassen, der leveres med et 2-zonet klimaanlæg, varmepumpe samt en komplet sikkerheds- og assistentpakke med adaptiv fartpilot med Stop & Go, aktiv blindvinkelsensor, bakkamera og parkeringssensorer både for og bag som standard.
Varmepumpen er dog beviseligt overflødig – selv i det danske vejr. Pengene havde været meget bedre brugt på at tilføje noget af det essentielle udstyr, som ikke er standard.
Du må nemlig undvære sædevarme, ratvarme, regnsensor og batterivarmer som standardudstyr – noget som flere af konkurrenterne tilbyder. Og hvor fjollet er det ikke lige, at den 10 tommer store førerskærm ikke er standardudstyr?
Vil man opgradere og få alt dette manglende udstyr, er springet op til Trend-udgaven på 15.000 kroner dog til at overskue. Her tilføjes netop sæde- og ratvarme, batterivarmer, regnsensor, trådløs mobilopladning og digital instrumentering.
Med det – for mange – essentielle udstyr løber bilen op i 224.995 kroner, og så er der lige pludselig ikke langt op til en meget veludstyret Renault Megane E-Tech Electric.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovEn stærk kandidat – hvis du tør skille dig ud
Vores første samlede indtryk af Hyundai Ioniq 3 efter de mange kilometer i Tyrkiet er særdeles positivt.
Hyundai har skabt en elbil med et overraskende voksent og velfungerende chassis, høj kørekomfort, gennemtænkte opbevaringsløsninger og en moderne, fremtidssikret softwareplatform.

Prisen er på niveau med konkurrenterne, men bilens vovede design giver mig en fornemmelse af, at den ikke bliver førstevalget hos mange, som nedprioriterer den til fordel for konkurrenter med mere sikre og – vil nogle mene – kedelige design, som ikke gør nogen fortræd.
Ikke desto mindre er Hyundai Ioniq 3 en yderst vellykket og meget velkørende elektrisk minibil til både enlige, par og mindre familier.
Vi ser frem til at få Hyundai Ioniq 3 til en hel uges grundig test på et senere tidspunkt, hvor vi vil fælde den endelige dom over elbilen.
Test af Hyundai Ioniq 3
Hyundai Ioniq 3 er blevet testet af både Mobilsiden.dk og andre bilmedier.
Mobilsidens test af Hyundai Ioniq 3
Hyundai Ioniq 3 er en vellykket og velkørende minibil med gode køreegenskaber, god plads, lang rækkevidde og lynhurtig ny software. Designet deler dog vandene, og basismodellen mangler essentielt udstyr.
- Fremragende kørekomfort og voksent chassis
- Lynhurtigt og intuitivt Pleos Connect-software
- Stort bagagerum på 441 liter med Megabox
- Lang rækkevidde
- Mulighed for 22 kW AC-opladning
- Fysiske knapper i kabinen
- Basisudgaven mangler sæde- og ratvarme og førerskærm
- Moderat DC-lynladning på omkring 30 minutter
- Vovet design vil skræmme nogen væk
- Beskeden app-butik med kun seks apps
- Lav maksimal anhængervægt på blot 750 kg











































































