Kæmpe prisfald: Jeep Avenger til under 200.000 kr.

Jeep har sænket prisen på bybilen med SUV-design, Jeep Avenger, med helt op til 110.000 kr. Nu koster elbilen under 200.000 kr.

Kæmpe prisfald: Jeep Avenger til under 200.000 kr.

Bybilen med SUV-design Jeep Avenger koster nu fra 199.990 kr. Det er et prisfald på 80.000 kr., efter den tidligere kostede 279.990 kr. Der er dog op til 110.000 kr. at spare, hvis du vælger den dyreste udstyrsvariant.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Jeep Avenger

Alt for høj pris

Jeep Avenger blev lanceret i Danmark i februar 2023, men til trods for, at den formåede at vinde titlen som Året bil i Europa i 2023, har danskerne vendt den lille elbil ryggen. Blot 133 eksemplarer af elbilen er der blevet indregistreret i Danmark, hvilket er beskedne 0,10 procent af elbilsalget. Til sammenligning er der solgt 25.253 eksemplarer af Tesla Model Y, som udgør 19,4 procent af elbilsalget i Danmark.

Det tager den danske importør af Jeep, K.W. Bruun Automotive, nu konsekvensen af. Prisen får et gevaldigt hug, så nu koster Jeep Avenger fra kun 199.990 kr. Dermed har bybilen en pris, som i langt højere grad afspejler dens kvalitet og specifikationer.

Priser på Jeep Avenger

Jeep Avenger fås i kun én motorvariant med 115 kW (156 hk) og forhjulstræk og et 54 kWh batteri med en rækkevidde på op til 400 km. Den fås dog i tre udstyrsvarianter, som er blevet mellem 80.000 og 110.00 kr. billigere:

Jeep Avenger Ny pris Gammel pris Besparelse
Longitude 199.990 kr. 279.990 kr. 80.000 kr. (-28,6 %)
Altitude 209.990 kr. 309.990 kr. 100.000 kr. (-32,3 %)
Summit 229.990 kr. 339.990 kr. 110.000 kr. (-32,4 %)