Danmarks største ladeoperatør tager et markant teknologisk spring med åbningen af deres første 1.000 kW lynladere.
Dermed har de mest avancerede elbiler nu adgang til hidtil usete ladehastigheder uden begrænsninger.
Første megawatt-ladere åbnet i Rødovre
Clever har netop åbnet op for deres første to megawatt-ladesystemer med i alt 16 udtag ved Fætter BR på adressen Jyllingevej 336 i Rødovre.
De nye kraftfulde lynladere leverer op til 1.000 kW fordelt på fire separate standere med otte ladeudtag per system.
Når belastningen på lynladesystemet er lav, kan et enkelt ladeudtag levere op til 600 kW. Det gør det muligt for kompatible elbiler at oplade fra 10 til 80 procent på blot cirka 12 minutter under de rette betingelser.
Fra 2027 bliver denne type megawatt-ladere standard på de fleste nyopførte Clever-lynladestationer.
Læs ogsåKan et Clever-abonnement betale sig?
Slut med flaskehalse for hurtige elbiler
Selvom Clever ofte får kritik for deres dyre abonnementer, er selskabet ikke til at komme udenom på ladeinfrastruktur. Med det nye træk sætter de også standarden for ladehastighed.
Etableringen løser et reelt problem for elbiler med meget høj ladeeffekt.
Eksempelvis har det indtil nu været stort set umuligt for ejere af Xpeng G9 at opnå den maksimale effektgrænse på op til 525 kW.
Mange andre moderne elbiler med en maksimal ladeeffekt på 300 til 400 kW er ligeledes blevet bremset af ældre 300 og 400 kW-ladere, så snart en anden bil holdt ved samme stander.
Læs ogsåPristjek: Er Clever nye You-ladeløsning pengene værd?
Nyt isenkram fra Alpitronic
Det nye lynladesystem benytter den avancerede HYC1000-model fra italienske Alpitronic, som sammen med finske Kempower i vores optik leverer markedets bedste ladestandere.
HYC1000-modellen er den samme, som IONITY bruger til at levere 1.000 kW opladning.

Systemet adskiller selve effektenheden fra ladestanderne, ligesom man kender det fra Teslas Supercharger-stationer og Kempowers Satellite-ladestandere. Dermed kan strømmen fordeles dynamisk og intelligent.
Ladeudtagene understøtter op til 600 ampere via væskekølede CCS2-kabler på fem meter. Det betyder, at selv når flere elbiler lader samtidig, vil højtydende elbiler fortsat kunne modtage maksimal strøm, da flertallet af markedets nuværende elbiler slet ikke trækker nok effekt til at belaste 1.000 kW-systemet fuldt ud.
Læs ogsåClever styrker sit jerngreb om danske elbilister