Clever med kæmpe nyhed: Nu kan du lynlade til den faktiske elpris
Det danske lademarked tager endnu et stort skridt i en ny retning.
Clever lancerer i dag abonnementet Clever You, som giver elbilister adgang til hele Clevers store ladenetværk til den aktuelle strømpris.
Se også: Nyheder om ladeudbydere og opladning
Et opgør med de faste, dyre abonnementer
Gennem de seneste år har opmærksomheden blandt danske elbilister ændret sig markant. Mange er blevet opmærksomme på, at der findes langt billigere måder at oplade bilen på end Clevers velkendte Clever One-abonnementer.
Mange betaler i dag alt for dyrt for Clevers populære all you can eat-abonnement, som koster 849 kroner om måneden med ladeboks i hjemmet + et eventuelt energitillæg. Har man ikke mulighed for egen ladeboks, lyder prisen på 999 kroner om måneden.
For bilister, der ikke kører mange kilometer hver eneste måned, kan den faste pris slet ikke svare sig. Det reagerer Clever nu på med deres nye satsning.
Se også: Test af elbiler
Sådan fungerer det nye Clever You
Med det nye koncept betaler du kun for den strøm, du reelt bruger – nøjagtig som de fleste i dag gør med husstandens variable elaftale. Prisstrukturen er skruet således sammen:
- Med Clever Power-elaftale: Du betaler 240 kroner om måneden for leje og service af en Clever-ladeboks kombineret med en Clever Power-elaftale til 59 kroner om måneden. Pris i alt: 299 kroner per måned. Læg dertil 2.999 kroner i installation af ladeboks.
- Uden Clever Power-elaftale: Ønsker du ikke Clevers elaftale, er prisen for Clever You 349 kroner per måned. Læg dertil 7.499 kroner i installation af ladeboks.
Det absolut mest unikke ved ladeløsningen er dog, at du får lov til at betale den aktuelle strømpris på Clevers mange lynladere og normalladere ude i landet. I alt råder Clever over mere end 60.000 ladepunkter.
Det gør abonnementet meget attraktivt, hvis man både oplader hjemme og ønsker at kunne oplade ude til samme pris som derhjemme.
Det er første gang, at det bliver muligt at bruge offentlige ladestandere til samme priser som dem, der har ladeboks i hjemmet – hvis vi altså ser bort for abonnementets pris.
Se også: Sammenlign alle elbiler
Prisen for strømmen kommer oveni
Selvom muligheden for at slippe for det dyre Clever One-abonnement vil tiltale mange, skal man som elbilist holde tungen lige i munden.
Den faste pris på enten 299 eller 349 kroner om måneden er nemlig blot adgangsbilletten til en Clever-ladeboks i hjemmet og billig adgang til det offentlige ladenetværk.
Dertil skal du lægge den samlede rå strømpris for de kilowatt-timer, du reelt oplader med. Den endelige kilowatt-time-pris udgøres af den variable spotpris på el, nettariffer til det lokale netselskab, systemtariffer til Energinet og lovpligtige afgifter og moms.
Oplader du primært om natten eller i de billige timer, giver det nye koncept dog mulighed for at skære toppen af de månedlige udgifter i forhold til de faste abonnementer.
Se også: Seneste nyt om elbiler
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed