Mange danskere overvejer i øjeblikket at købe en ladeboks til hjemmet, men en ny EU-forordning gør, at et forkert køb kan koste dig dyrt i længden.
Se hvilke populære ladebokse du skal undgå at købe, hvis du vil have en fremtidssikret ladeløsning.
Disse ladebokse understøtter IKKE ISO 15118-20
Fra den 1. januar 2027 træder nye regler i kraft via EU’s forordning om infrastruktur for alternative brændstoffer (AFIR), som stiller krav om, at alle nye ladebokse skal understøtte kommunikationsstandarden ISO 15118-20.
For at være fremtidssikret og klar til blandt andet tovejsopladning, herunder vehicle-to-grid (V2G), og Plug & Charge, kræver det, at ladeboksen har chipsættet HomePlug Green PHY indbygget i hardwaren.
Hvis du køber en ladeboks uden denne hardware, kan den aldrig opdateres til tovejsopladning via software. Det bliver desuden ikke tilladt at installere ladebokse, der ikke understøtter ISO 15118-20 fra 1. januar 2027. Ladebokse uden ISO 15118-20, der allerede er opsat, må dog godt genopsættes i forbindelse med flytning.
Derfor bør du se dig rigtig godt for. Følgende populære ladebokse mangler hardwaren og understøtter derfor ikke ISO 15118-20:
- ABB Terra
- Amina S
- Avant ladeboks
- Easee Charge Core
- Easee Charge Up
- Go-e Gemini
- OK Domo (solgt før 1. januar 2027)
- OK Elvi
- OK Peblar (solgt før 1. januar 2027)
- Prosonic WP11
- Tesla Wall Connector
- Zaptec Go (første generation)
Læs ogsåGuide til V2G-ladebokse: Tjen penge med din elbil
Disse ladebokse understøtter ISO 15118-20
Planlægger du i stedet at vælge en ladeboks, der hardwaremæssigt overholder kravene, findes der mange alternativer:
- amina C2
- amina M2
- amina S2
- DEFA Power
- Easee Charge Max
- Easee Charge Pro
- go-e Charger CORE
- go-e Charger PRO
- NexBlue Delta
- NexBlue Delta Max
- NexBlue Edge 2
- NexBlue Edge Max
- OK Domo (solgt fra 1. januar 2027)
- OK Peblar (solgt fra 1. januar 2027)
- Zaptec Go 2
Vi er desuden i gang med at få afklaret, om Clevers ladebokse understøtter ISO 15119-20.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovDerfor kan du endnu ikke tjene penge på V2G
Det trækker overskrifter, at man med V2G potentielt kan tjene op mod 4.000 kroner om året ved automatisk at sælge strøm fra elbilens batteri tilbage til elnettet, når efterspørgslen på grøn strøm er høj. Men der er god grund til at slå koldt vand i blodet.
At købe en ISO 15118-20-kompatibel ladeboks i dag svarer reelt til at købe en 5G-mobiltelefon, før 5G-nettet overhovedet er etableret.
Ved at have forberedt hardware har du så at sige blot en adgangsbillet til fremtidens teknologi.
Selvom ladeboksen har det rette chipsæt installeret, er du 100 procent afhængig af to eksterne faktorer, før du kan sende strøm retur.
For det første skal din elbil understøtte vehicle-to-grid (V2G) via Type 2-ladekablet. En del elbiler understøtter efterhånden dette, men endnu flere understøtter det ikke.
Dit elselskab, dit lokale netselskab og det danske elnet helt generelt skal have de kommercielle aftaler og styringssystemer klar til at udbetale belønningen.
Hardwaren forhindrer ganske vist, at ladeboksen bliver forældet, når AFIR-kravene træder i kraft 1. januar 2027. Men det betyder altså ikke, at du kan tjene penge på din parkerede elbil fra dag ét blot ved at vælge den rette ladeboks.
Indtil bilproducenterne, elselskaberne og netselskaberne åbner for sluserne, forbliver V2G en teoretisk mulighed i indkørslen.
Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning
Billigt tilbud på ladeboks kan være en fælde
Mange ladeudbydere kører i øjeblikket med skarpe tilbud på en samlet pakke med ladeboks og installation til omkring 5.000 kroner. Det ligner ved første øjekast en rigtig god pris, men du skal være opmærksom på, at tilbuddet næsten med garanti indeholder en forældet ladeboks såsom Zaptec Go, der ikke understøtter ISO 15118-20.
Hvis din elbil i dag ikke understøtter standarden, og du planlægger at beholde bilen i mange år, kan det være en fin måde at få en billig installation på. Ladeboksen kan nemlig altid udskiftes til en ny og bedre den dag, du skifter til en kompatibel elbil.
Men hvis din nuværende elbil understøtter V2G, og ønsker du at tage tovejsopladning i brug så hurtigt som muligt (formentlig en gang i 2027), bør du gå udenom de billigste tilbud og i stedet kigge efter en installation med en kompatibel ladeboks.
Læs ogsåSammenlign to elbiler