Ionity belønner elbilister, der lader “rigtigt” ved lynladere
Elbilister kan nu få gratis lynopladning hos Ionity, hvis de oplader på den måde, ladeoperatøren foretrækker.
Den nye bonusordning skal afhjælpe overfyldte lynladere i den travle sommerferie – og det giver faktisk rigtig god mening.
Se også: Elbiler med længst rækkevidde
Sådan vil Ionity undgå kø ved lynladerne
Ionity lancerer to nye belønninger i sin app, som skal få bilister til at oplade mere effektivt og dermed reducere ventetiden ved selskabets lynladere.
Det sker, netop som trafikken og presset på ladenettet stiger i takt med sommerens rejsesæson.
Med den ene bonus, kaldet Fast Lane Reward, får bilister en kredit på 5 kWh, hvis de afslutter en opladning ved 80 procent.
Det skyldes, at ladehastigheden typisk falder markant efter de 80 procent, og at det for mange elbiler tager næsten lige så lang tid at lade fra 80 til 100 procent, som det gør fra 10 til 80 procent. Og gør man dette, skaber det let kø ved lynladerne.
Bonussen gælder for opladninger, der starter mellem klokken 9 og 17.
Se også: Mest rækkevidde i elbil for pengene
Ekstra bonus ved natopladning
Den anden ordning, Off-Peak Reward, belønner bilister, der oplader mellem klokken 22 og 6 om natten, hvor der typisk er mindre pres på laderne.
Her får man også en kredit på 5 kWh. Begge bonusser kræver, at man oplader mindst 40 kWh i den enkelte session, og kreditten bliver automatisk brugt, næste gang man lader op.
Alt i alt er der altså mulighed for at få op til 10 kWh ganske gratis, hvilket er en fornuftig deal.
Se også: Guide til bedste og billigste ladeløsning til elbil
Skal give bedre rejseoplevelse
Ifølge Ionity handler den nye ordning om at give kunderne den bedst mulige rejseoplevelse i den travle sommerperiode ved at gøre dem opmærksomme på en mere effektiv måde at oplade på.
Selskabet oplyser samtidig, at flere lignende initiativer er på vej i løbet af året, og at de konkrete bonusordninger kan variere fra marked til marked.
Det giver god mening at belønne sommerens mange elbilister på denne måde – og især i sammenligning med Tesla metode, hvor der bliver uddelt strafpriser, hvis man blokerer en lader.