Vehicle-to-grid (V2G), som er en af flere typer tovejsopladning, er rykket fra teoretiske skrivebordsmodeller til kontant afregning i hverdagen, efter Mercedes-Benz har åbnet for teknologien i Tyskland.
Sideløbende er det juridiske fundament, ladebokse med V2G og elbilerne kommet på plads, så tovejsopladning for alvor kan slå igennem i Danmark.
Mercedes-Benz udbetaler fast timebetaling
Bilgiganten har i samarbejde med The Mobility House lanceret konceptet MB.Charge Home Pro Intelligent i Tyskland.
Her får ejere af en kompatibel Mercedes-Benz-elbil en kontant belønning på 11,75 cent svarende til 88 øre for hver time, som elbilen holder tilsluttet en kompatibel 11 kW ladeboks med understøttelse af tovejsopladning.
For at deltage skal bilejere investere i en godkendt ChargeLine BiDi-ladeboks til 2.990 euro (22.300 kroner). De første 500 kunder får ladeboksen til en mere spiselig introduktionspris på 1.990 euro eller 15.000 kroner.
Ordningen i Tyskland rulles i første omgang ud til Mercedes-Benz GLC og C-Klasse, hvorefter VLE, GLA, EQS, CLA, CLA Shooting Brake og GLB følger trop via en over the air-opdatering.
Læs ogsåVehicle-to-grid (V2G): Hvornår kommer tovejsopladning til Danmark?
Tyske benspænd for solceller
Udrulningen møder dog juridiske udfordringer i hjemlandet. Huse med eksisterende solcelleanlæg må vente med at koble sig på ordningen indtil senest udgangen af september 2027.
Årsagen er de tyske afgiftsregler, som endnu ikke præcist kan skelne mellem, om batteriet aflades med grøn strøm fra eget tag eller med strøm fra det offentlige elnet.
Læs ogsåAlle elbiler fra Mercedes-BenzEn historisk revolution af din biløkonomi
Muligheden for at få penge for at sælge strøm fra elbilens batteri tilbage til elnettet gør de i forvejen lave driftsomkostninger på en elbil endnu lavere.
Hvis elbilen holder tilsluttet i 12 timer i døgnet, genererer den ifølge The Mobility House Energy over 3.700 kroner om året alene ved sin tilstedeværelse, hvilket dækker en mærkbar del af det årlige strømforbrug. Det betyder samtidig, at ladeboksen er tilbagebetalt efter fire år.
Hvor en benzin- eller dieselbil er en ren udgift fra det sekund, den parkeres, forvandles elbilen her til et aktivt batterilager, der mindsker elbilens værditab mærkbart.
Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning
Ny dansk lov fjerner den største hindring
I Danmark har det hidtil været umuligt at adskille bilens tovejsopladning fra husets almindelige elforbrug. Det ændrede sig dog, da bekendtgørelsen om indførelse af seriel operatørmåling og tekniske krav til separate elaftaler trådte i kraft i juli.
Den nye lovgivning gør det muligt at have to forskellige elselskaber på den samme adresse: Ét selskab leverer strøm til dit hus, mens et andet står for at købe og sælge strømmen gennem din ladeboks.
Ved at stille specifikke tekniske krav til bimålere direkte i ladeboksen – med registrering i 15-minutters intervaller – er det juridiske og skattemæssige fundament for tovejsopladning og særskilt afregning af elbilens batteri nu endegyldigt på plads i Danmark.
Læs ogsåSammenlign to elbilerClever sigter mod gennembrud i 2027
Den nye bekendtgørelse sammen med en stor udbredelse af V2G i mange nye elbiler og ikke mindst introduktionen af ladebokse med tovejsopladning såsom Zaptec Go 2, DEFA Power og NexBlue Edge 2 gør, at Clever for alvor trykker på speederen.
Clever har demonstreret fuld tovejsopladning i private danske hjem i samarbejde med Polestar og sigter efter en kommerciel løsning i 2027.
Dansk e-Mobilitet har tidligere vurderet, at danske elbilister kan tjene omkring 4.000 kroner om året på tovejsopladning.
Dermed går der ikke længe, før parkerede elbiler i mange danske indkørsler forvandles til en aktiv indtægtskilde for danske husstande.
Der er bare ét lille men. Brug af tovejsopladning æder af din elbils batterigaranti, hvilket man bør være opmærksom på.
Læs ogsåAlle elbiler sorteret efter bedømmelse