Det kinesiske elbilmærke Leapmotor smider endnu en voldsom prisbombe på det danske marked.
Den helt nye, kompakte SUV B03X lander herhjemme til oktober med en opsigtsvækkende startpris på blot 149.990 kroner.
Leapmotor B03X er mere rummelig end rivalerne
Efter vores vurdering ser Leapmotor B03X særdeles interessant ud i det prismæssige lavvande.
Med en længde på 4,27 meter er den nemlig en regulær B-SUV og dermed betydeligt større og mere rummelig end direkte priskonkurrenter som Citroën ë-C3, Renault Twingo og BYD Dolphin Surf.
Samtidig fremstår bilen ganske nydelig og overraskende veludstyret i forhold til det lave prisskilt.

Pladsen i kabinen er udnyttet forbilledligt med en akselafstand på over 2,6 meter og en helt flad kabinebund, der sikrer fin benplads.
Bagagerummet sluger 405 liter og suppleres af en smart, vandtæt “Gigabox” på yderligere 105 liter under gulvet.

Lægges de fleksible sæder ned, vokser det samlede lastrum til 1.545 liter.
Læs ogsåSeneste nyheder om LeapmotorUdstyr, rækkevidde og priser
Basismodellen B03X Life koster 149.990 kroner og byder på et 39,8 kWh LFP-batteri med op til 292 kilometers rækkevidde, en elmotor med 176 hestekræfter og 100 kW lynladning.
Standardudstyret er bemærkelsesværdigt højt med en 14,6-tommer touchskærm med dansk styresystem, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, adaptiv fartpilot, bakkamera og fuld app-styring.

Har man behov for mere rækkevidde, findes B03X Life ProMax til 179.990 kroner. Her vokser batteriet til 53 kWh, rækkevidden øges til 382 kilometer, motoreffekten stiger til 197 hestekræfter, og DC-lynladningen klares med op til 133 kW.
Topmodellen Design koster 189.990 kroner og forkæler med 360-graders kamera, 18-tommer alufælge, elektriske forsæder, rat- og sædevarme samt et opgraderet lydanlæg med 12 højttalere.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovFornuftige specifikationer – men garantien halter
De tekniske specifikationer er på ingen måde revolutionerende for klassen, men de er absolut hæderlige og dækker de flestes hverdagsbehov uden problemer.
Bilen har dog en markant akilleshæl på garantien. Leapmotor tilbyder blot fire års fabriksgaranti eller 100.000 kilometers kørsel.
Det halter efter de fleste kinesiske konkurrenter herhjemme, hvor eksempelvis BYD lokker med seks år eller 150.000 kilometer.
Læs ogsåSe garantien på alle elbiler i Danmark