Mercedes-elbil kørte 1.008 kilometer på en opladning

Den fuldt elektriske Mercedes VISION EQXX kørte mere end 1.000 kilometer i almindelig trafik og ved normale hastigheder på én enkelt opladning.

Mercedes-elbil kørte 1.008 kilometer på en opladning

Da Mercedes fremviste den flotte konceptbil VISION EQXX var det med lovningen om, at den er deres mest effektive elbil nogensinde og kunne køre hele 1.000 kilometer på et fuldt opladt batteri. For at bevise at dette var muligt, har VISION EQXX nu været ude på sin første officielle langturstest, hvor den viste et imponerende resultat. Den aerodynamiske Mercedes-elbil kørte nemlig 1.008 kilometer på en opladning – og der var batteri tilbage til mere.

Læs også: Mercedes EQXX lanceret – rækkevidde på 1.000 km

Fra Tyskland til Sydfrankrig på et fuldt batteri

Mercedes VISION EQXX startede rejsen i Mercedes-Benz’ udviklingscenter i Sindelfingen i Tyskland, kørte 0ver de schweiziske alper og gennem Norditalien til slutdestinationen, sydfranske Cassis nær Marseille i Sydfrankrig.

Køreturen blev foretaget med forseglet ladestik og overvåget af en uafhængig ekspert fra det tyske test- og certificeringsorgan TÜV Süd. Turen begyndte i koldt og regnfuldt vejr og foregik hele vejen i almindelig trafik og ved normale hastigheder, inklusive kørsel på de tyske motorveje med op til 140 kilometer i timen og nær hastighedsgrænsen andre steder.

Nåede målet med batteri tilbage

Temperaturen spændte fra tre til 18 graders celsius. Den samlede distance oversteg præcis 1.008 kilometer, og der var endda strøm til endnu mere. Ved ankomsten til slutdestinationen – efter 11 timer og 32 minutters kørsel – var batteriets strømniveau således stadig omkring 15 procent, svarende til en resterende rækkevidde på omkring 140 kilometer.

Det gennemsnitlige forbrug over hele turen var så lavt som 8,7 kWh pr. 100 kilometer.

Imponerende effektivitet

Det flotte resultat blev muliggjort af en kombination af flere faktorer. EQXX har et stort 100 kWh-batteri, der kun vejer 495 kilo, en aerodynamisk form med en luftmodstandskoefficient på kun 0,17, en meget lav rullemodstand i dækkene, meget lette magnesiumfælge, high-end køling via en indlejret køleplade i undervognen, et ultratyndt solpanel i taget af Vision EQXX, som giver op til 25 km ekstra rækkevidde, og Mercedes drivlinje, som giver en effektivitet på 95 procent fra batteri til hjul.

Alt det Mercedes lærer af EQXX er selvfølgelig noget vi vil se i fremtidige elbiler fra producenten:

“Mange af de innovative udviklinger er ved at blive integreret i produktionen, nogle af dem allerede i den næste generation af modulær arkitektur til kompakte og mellemstore modeller fra Mercedes Benz. Og rejsen fortsætter. Med VISION EQXX vil vi blive ved med at teste grænserne for, hvad der er muligt,” siger Markus Schäfer, Chief Technology Officer, udviklings- og indkøbsansvarlig samt medlem af bestyrelsen for Mercedes-Benz Group AG.

Se også: Seneste nyt om elbiler