PowerGo på vej med 1.600 ladepunkter i Danmark
Det bliver allerede fra næste år lettere at være elbilejer med de mange flere lademuligheder på vej. Senest er det PowerGo, der er klar med ladenyt: 1.600 offentlige ladepunkter til elbiler i Danmark installeres i løbet af de næste to år.
Se også: Clever og PowerGo opfører 204 ladestandere i Næstved Kommue
832 nye AC- og DC-ladepunkter på vej
PowerGo kunne tidligere på året afsløre, at de havde ladestandere på vej i kommunerne Randers, Gentofte, Vejen, Vejle, Gladsaxe og Ikast-Brande.
Installationen af disse ladestandere er påbegyndt, og PowerGo har i dag de første ladestandere oppe at køre i blandt andet Vejle, Vejen og Gladsaxe.
Nu er turen kommet til kommunerne Glostrup, Haderslev, Næstved, Rudersdal, Varde, Ballerup, Hillerød, Thisted og Haderup, hvor der i alt installeres 832 ladestandere.
Her er et overblik over de kommende ladestandere fra PowerGo:
- Glostrup: 20 AC-ladepunkter og 2 DC-ladepunkter
- Haderslev: 26 AC-ladepunkter
- Næstved: 254 AC-ladepunkter og 16 DC-ladepunkter
- Rudersdal: 162 AC-ladepunkter og 10 DC-ladepunkter
- Varde: 42 AC-ladepunkter og 4 DC-ladepunkter
- Ballerup: 54 AC-ladepunkter
- Hillerød: 64 AC-ladepunkter og 20 DC-ladepunkter
- Thisted: 110 AC-ladepunkter og 28 DC-ladepunkter
- Vallensbæk: 16 AC-ladepunkter og 2 DC-ladepunkter
- Haderup: 8 lynladepunkter
Se også: Find bedste og billigste ladeboks til hjemmet
Hvad koster opladning hos PowerGo?
PowerGo samarbejder med den danske ladeoperatør Spirii om installation, administration og drift af ladestanderne. Med PowerGo Charge, der egentlig blot er Spiriis app, klares start og stop af opladning og betaling. Her kan man også tilgå et eRoaming-netværk af ladestandere fra andre operatører.
PowerGo har en dynamisk prissætning, hvor ladepriserne følger den aktuelle strømpris på timebasis. Med PowerGo Charge appen kan man se, hvornår det er billigst at lade.
På den aktuelle PowerGo-ladestander, der lader med op til 22 kW, svinger priserne i dag fra 2,82 til 3,08 kroner per kWh.
PowerGo har endnu ikke offcielle priser på lynopladning endnu.
Se også: Se og sammenlign alle elbiler