Ny Skoda-elbil sætter rekord, som ingen kan bruge til noget

Skoda praler med over 900 km rækkevidde i den nye Peaq. Men i praksis er test som disse fuldstændig ubrugelige for almindelige bilister.

Skoda
Skoda Peaq

Skoda praler med en ny rækkevidderekord for deres kommende elektriske syvsæders flagskib, Skoda Peaq.

Bilen kørte imponerende 936 kilometer på en opladning fra Tjekkiet til Holland, men tallet har desværre intet med virkeligheden at gøre og kan ikke bruges til noget.

Imponerende rækkeviddetal, men ubrugeligt

På papiret lyder et gennemsnitsforbrug på 9,2 kWh per 100 kilometer fantastisk for enhver elbil, og specielt en velvoksen SUV på næsten 4,9 meter med plads til syv personer.

Det er dog en fysisk umulighed, hvis man kører med almindelig hastighed, aktivt klimaanlæg og efter virkelighedens forhold.

Tidsforbruget afslører da også, at rekordturen har strakt sig over mere end et døgn, hvilket i praksis svarer til en sneglefart på landevejene.

Skoda Peaq. Foto: Mobilsiden.dk

Selv Skodas egne folk indrømmer åbent, at ingen kunder vil køre bilen sådan til hverdag. Hvorfor overhovedet så promovere det?

Vi anerkender den tekniske bedrift, for drivlinjens effektivitet og aerodynamikken fejler bestemt intet.

For almindelige bilister skaber den slags hypermiling-rekorder blot falske forventninger, og på motorvejen vil den reelle rækkevidde naturligvis lande et helt andet sted.

Læs ogsåStor test: Bedste elbiler med plads til syv personer

En elbil uden behov for PR-stunts

Med dette sagt er Skoda Peaq dog en utrolig lovende SUV, som vi på Mobilsiden var blandt de første i verden til at se i virkeligheden.

Ærligt talt har den slet ikke behov for kunstig opmærksomhed som dette, fordi bilen i sig selv er så attraktiv på både plads, specifikationer og pris, at det er mere end rigeligt i sig selv.

Med en officiel rækkevidde på op til 647 kilometer i udgaven med det store 86 kWh batteri er der allerede nok til hverdagens køreture.

Samtidig er prisen på Peaq meget attraktiv for de danske børnefamilier med store pladsbehov. Den fempersoners udgave starter ved 339.995 kroner, mens versionen med syv sæder koster fra 354.990 kroner.

Læs ogsåSeneste nyheder om kommende elbiler

Rammer de danske veje til efteråret

Skoda lægger et massivt pres på konkurrenter som Volkswagen ID. Buzz Lang og Mercedes-Benz GLB, der begge koster på den forkerte side af 400.000 kroner med tre sæderækker.

Danskerne kan opleve den nye Peaq første gang på Elbilmessen i Herning i starten af oktober, før den ruller ud til forhandlerne kort efter.

Vi er slet ikke i tvivl om, at Skoda Peaq bliver en af de mest populære syvpersoners elbiler herhjemme, helt uden hjælp fra pressemeddelelser om urealistiske rekordforsøg.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler