Sommerhuslejere vil efterspørge ladestande til elbiler i fremtiden
Der kommer flere og flere elbilister og for mange er muligheden for at oplade bilen på matriklen blevet et krav. Og det kan meget vel spille ind på muligheden for at udleje sommerhuse i fremtiden.
Ladestande til biler bliver vigtigt for sommerhusudlejere
Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der i første kvartal i år solgt 95 procent flere sommerhuse end i samme periode sidste år. Sammen med et stigende salg af elbiler er adgangen til at kunne få ladet bilen op blevet et konkurrenceparameter, man som udlejer må forholde sig til, forklarer Poul Fejer Christiansen, der er vicedirektør i Feriehusudlejernes Brancheforening
“Der er sket en stor ændring i, hvordan vi bruger vores sommerhuse, og hvad der skal være af installationer. Her ser vi, at flere er begyndt at få installeret elbilladere. Over de seneste ti år er stabilt WiFi blevet et afgørende krav for langt de fleste gæster, og nu ser vi, at rigtig mange gæster fravælger sommerhuse, hvor det ikke er muligt at få ladet elbilen op på stedet”, uddyber Poul Fejer Christiansen.
Se også: Internet til biler
Farligt hvis elbiler kun kan lades op via almindelig stikkontakt
Blue Install er en frivillig landsdækkende sammenslutning af el-installatører, som er specialiseret i at etablere ladestandere til elbiler. Her genkender man den stigende efterspørgsel på området.
“I sommerhusområder over hele landet har vi oplevet en markant stigning i efterspørgslen på lademuligheder til elbiler, og det er jo en vigtig og naturlig del af den grønne udvikling, vi gennemgår”, siger Dennis Jeppesen, der er salgsdirektør for Klima og Energi hos Solar, som Blue Install hører under.
Han forklarer, at hvis man som elbilejer kommer til et sommerhus uden ordentlig lademulighed til bilen, så er risikoen der også for, at man bruger den almindelige stikkontakt.
“Det kan i værste fald føre til forhøjede temperaturer og brand, og derfor bør man ikke på kompromis med ladeudstyret”, lyder rådet fra Dennis Jeppesen.
Se også: Salg af benzin- og dieselbiler skal stoppe i 2035 i EU
Turister fra Tyskland og Norge vil øge efterspørgslen
Det er specielt turister fra Tyskland og Norge, der kommer til at efterspørge elladere til biler i fremtiden, slutter Poul Fejer Christiansen.
“Behovet bliver kun større fremover, og vi er et langt bedre turistmål, hvis det udbygges”, siger Poul Fejer Christiansen.
Se også: Nyheder om elbiler