Stellantis investerer i næste generations LiDAR-teknologi
Den store europæiske bilkoncern Stellantis, der producerer bilmærker som Fiat, Peugeot og Citroën, har annonceret, at virksomheden har købt sig ind i startupvirksomheden SteerLight.
Den franske startupvirksomhed beskæftiger sig med optisk radarteknologi. Stellantis køber sig ind i virksomheden for at styrke sin markedsposition og sikre adgang til vigtige sensorer til autonom kørsel.
Investeringen har til formål at sikre, at Stellantis kan udvide sin adgang til teknologier inden for for lysdetektering og LiDAR. Det er nødvendigt for at kunne udvikle teknologier og forbedre rækkevidden af lysdetektering til brug i flåden af fremtidens elbiler, siger Stellantis. Stellantis oplyser ikke noget beløb for deres investering.
Læs også: Stellantis og Leapmotors i strategiske samarbejde
Billigere, bedre og mindre LiDAR-teknologi
Det franske startupfirma SteerLight hævder, at dets LiDAR-løsninger er mere kompakte og billigere at fremstille end konkurrerende løsninger. Dermed kan det blive en vigtig komponent i fremtidige biler, som i højere grad vil få avancerede førerassistentsystemer og AI, som har brug for hele tiden at holde øje med vejen og omgivelserne forude.
Derfor vil det være en kæmpe fordel for Stellantis, hvis bilkoncernen kan råde over billigere og bedre teknologier, når de i fremtiden skal designe deres elbiler.
Ifølge Stellantis er systemet robust, idet der ingen bevægelige dele er. Systemet er også kompakt, hvilket maksimerer fleksibiliteten for designere og ingeniører, der designer og bygger bilerne. Det giver ifølge Stellantis en stor fordel sammenlignet med nutidens LiDAR-teknologi til køretøjer og gør det muligt at skære ned på både komponentstørrelse og omkostninger.
På nutidens elbiler med LiDAR fra NIO og i Volvo EX90 er den store sensor på taglinjen ikke til at overse. Det kan være en af grundene til, at der ikke er flere biler med LiDAR på markedet, men det kan SteerLights system måske lave om på.
SteerLight er startet op på Frankrigs offentlige mikro- og nanoteknologiske forskningscenter CEA-Leti. Ud over Stellantis har både Quantonation-fonden og den italienske venturefond Liftt også investeret i Steerlight.
Det er ikke mere end en uge siden, at Stellantis også annoncerede et samarbejde med den kinesiske elbilproducent Leapmotors. Det strategiske samarbejde giver Stellantis en indgang til det kinesiske elbilmarked, og samtidig kan Stellantis bygge elbiler med Leapmotors teknologi.
Se også: Elbiler Bedst i Test