Tesla har i stilhed justeret udstyrslisten for europæiske købere af den populære Model Y.
Den billigste Premium-variant med det ikke så mundrette navn Model Y Premium Long Range Baghjulstræk får nu en mærkbar opgradering af lydanlægget, som bringer den lidt tættere på de dyrere Premium-varianter.
Opgraderet lydanlæg med subwoofer
Det er den franske udgave af Teslas hjemmeside, der afslører nyheden i Europa.

Tesla Model Y Premium Long Range Baghjulstræk leveres fremover med en dedikeret subwoofer – noget som den hidtil har manglet.
Antallet af højtalere forbliver uændret på ni styk, men tilføjelsen af subwooferen giver betydeligt mere dybde, power og bund i lyden.
Det er helt på sin plads, at en subwoofer nu er standard i en udstyrsvariant, der bærer Premium-navnet. Faktisk kan der snarere undre, at den tidligere var sparet væk.
Læs ogsåTesla ruller stor sommeropdatering ud i Europa
Mindre forskel på Premium-varianterne
Ændringen mindsker gabet op til Premium Long Range Firehjulstræk og Performance – i hvert fald på lydområdet.
De to topmodeller har dog fortsat det helt store lydanlæg med i alt 15 højtalere og en subwoofer.
Den nye lydopgradering er endnu ikke offentliggjort på Teslas danske hjemmeside. Vi forventer dog at se ændringen lanceret i Danmark inden for den nærmeste fremtid.
Læs ogsåTest af Tesla Model Y – latterligt meget bil for pengene
Prisen forventes uændret
Prisen på Tesla Model Y Premium Long Range Baghjulstræk ligger aktuelt på 364.990 kroner i Danmark. Alt tyder på, at prisen forbliver helt uændret trods det forbedrede lydanlæg.
Nyheden kommer lige ovenpå en anden opdatering fra Tesla.
I går offentliggjorde den amerikanske bilproducent nemlig også en opdatering til Model 3, som har fået længere rækkevidde takket være nye dæk.
Læs ogsåTesla Model 3 får længere rækkevidde – helt gratis