Toyotas solid state-batteri får debut i ekstrem elbil
Toyota har i årevis arbejdet på deres revolutionerende solid state-batteri, og nu har Toyota angiveligt sat navn på den elbil, der først skal udstyres med det spændende elbilbatteri.
Bilmediet Autocar mener nemlig at vide, hvilken eksklusiv model der får æren.
Se også: Alle elbiler fra Toyota i Danmark
Ikonisk superbil viser vejen
Det bliver ifølge mediets oplysninger den elektriske efterfølger til den legendariske Lexus LFA, som skal bane vejen for den banebrydende batteriteknologi fra Toyota.
Elbilen blev i december vist frem som en næsten færdig konceptbil kaldet LFA Concept og menes at blive lanceret i 2027.
Toyota har, ligesom mange andre bilproducenter, været mange år undervejs med sit solid state-batteri eller faststofbatteri, som det også kaldes.
Teknologien tilbyder en markant højere energitæthed på langt mindre plads og meget højere sikkerhed, hvilket er helt ideelt til en lav og højtydende elektrisk superbil som netop Lexus LFA.
Se også: Test af Toyota bZ4X – den fornuftige familie-SUV
Solid state-batterier er lige om hjørnet
Selvom bilbranchen så småt er begyndt at vise de første fungerende prototyper med faststofbatterier frem, må elbilentusiaster væbne sig med en smule tålmodighed endnu.
Vi skal nemlig først hen i 2027 eller 2028, før vi ser solid state-batterier blive anvendt i de første masseproducerede elbiler. Indtil da ser vi lejlighedsvis elbiler med såkaldte semi solid state-batterier fra blandt andre SAIC, som er et trin på vejen til ægte solid state-batterier.
Når den nye elektriske Lexus LFA rammer vejene, forventes den til gengæld at sætte en helt ny standard for ydeevne. Det bliver også nødvendigt, for det bliver en svær opgave at overbevise fans af den ikoniske V10-lyd fra den nuværende LFA, at en elektrisk udgave er lige så interessant.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
De hurtigste elbiler i Danmark
Lexus LFA bliver en vanvittig hurtig elbil, men hvor hurtig ved vi endnu ikke. Vil du se andre hurtige elbiler, kan du her finde alle de hurtigste elbiler i Danmark.
Læs også meget mere om fordele og ulemper ved solid state-batterier.