Undersøgelse: Elbiler knuser fossilbiler på køreøkonomi

Nye tal viser et kæmpe fald i driftsomkostningerne for elbiler. Kombineret med danske afgiftsfordele er det blevet en økonomisk no-brainer at vælge elbil frem for fossilbil.

Elbiler
Toyota bZ4X. Foto: Mobilsiden.dk

Det er ikke længere grøn ideologi, men kold og kontant økonomisk logik, der driver bilkøberne mod elbilen.

En elbil er nu markant billigere at eje og drive end en tilsvarende benzinbil eller dieselbil, og det økonomiske vendepunkt er for alvor indtruffet.

Oliekrise og prisfald skaber stor prisforskel i Europa

Ifølge den seneste EV Transition Check-rapport fra den anerkendte tænketank ICCT var elbiler på europæisk plan i gennemsnit 33 procent billigere i drift end benzinbiler i 2025.

Selv for bilister, der udelukkende benytter offentlige ladestandere, var besparelsen på 28 procent i forhold til brændstofdrevne alternativer.

Foto: ICCT

Oliekrisen i starten af 2026 har kun øget denne kløft. Mens brændstofpriserne for fossilbiler steg med mellem 12 og 36 procent som følge af uroen, forblev energiomkostningerne for elbiler stort set uændrede.

Samtidig har faldende batteripriser – et fald på 35 procent over fem år – bevirket, at indkøbsprisen på elbiler i de tre største bilsegmenter nu har nået samme niveau som benzinbiler.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

Den perfekte storm i Danmark

I Danmark forstærkes denne europæiske tendens af særlige lokale forhold. Med en lempelig elafgift sænket til EU’s minimumssats i 2026 og 2027 kan danske elbilister med egen hjemmelader køre for helt ned til 15-20 øre pr. kilometer i rene strømomkostninger ved at oplade en typisk elbil (5-6,5 km/kWh), når strømmen er billigst (1 kr./kWh i gennemsnit).

Til sammenligning koster en benzinbil typisk mellem 1,00 og 1,30 kroner pr. kilometer i brændstof (typisk 14–17 km/l ved blandet kørsel og 15–18 kr. pr. liter brændstof).

Andelen af elbiler stiger i mange europæiske lande. Foto: ICCT

Samtidig gør de gældende afgiftsregler i 2026 elbiler under cirka 420.000 kroner stort set fri for registreringsafgift, mens CO2-ejerafgiften på fossilbiler fortsætter med at stige. Dette ses tydeligt i det danske salg, hvor elbiler i juli udgjorde 96,8 procent af privatsalget.

Står man overfor at skulle udskifte sin nuværende bil, viser beregninger af de samlede omkostninger (TCO), at skiftet til el er blevet den mest rationelle beslutning.

Dog bør man som bilejer ikke glemme fornuften. Har man en velfungerende fossilbil uden stor gæld, vil det næsten altid være billigst at holde den kørende, indtil der er en anledning til at skifte den ud, frem for at tage værditabet på en helt ny bil uden grund.

Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning

Se salgstal for elbiler

Vil du dykke ned i, hvor mange elbiler der bliver solgt i Danmark? Se salgstal for elbiler den seneste måned, det indeværende år og gennem tiden.

Læs ogsåSeneste salgstal for elbiler i Danmark (august 2026)