Voyah – nyt elbilmærke er kommet til Norden

Voyah, og deres store og stærke elektriske SUV, er kommet til Norden. Voyah Free kommer først til Norge, og mon ikke også Danmark er på tegnebrættet.

Voyah – nyt elbilmærke er kommet til Norden

Det vælter ind med kinesiske elbilmærker i Norden og nu er endnu ét officielt landet. Det drejer sig om Voyah, der har taget deres elektriske SUV med til Norge, og har planer om udvidelse til flere lande i Europa. Voyah Free er en elektrisk luksus SUV, der byder på hele 694 hestekræfter, over 500 kilometer rækkevidde og topkarakter til NCAP crashtest.

Se også: NIO og deres elbiler kommer til Danmark i 2022

Åbner første butik i Norden

Tidligere på måneden afslørede Voyah officielt, at de ville bringe deres elbil Free til Europa. Det første land blev Norge, hvor de første biler vil ankomme i løbet af juni 2022. Samtidig vil den første Voyah butik åbne i centrum af Norges hovedstad Oslo. Leveringerne vil begynde i 4. kvartal 2022. Herefter vil Voyah komme ind i andre europæiske lande og udvide deres produktlinje, og mon ikke Danmark er med i disse planer.

Flere andre kinesiske elbilproducenter har valgt Norge som start for deres udvidelse til Europa, heriblandt NIO og XPENG. Og siden da har både NIO og XPENG meldt ud, at de er snart klar i Danmark.

Voyah er et mærke under bilproducenten DongFeng, som er en af de fire største i Kina. Voyah har specialiseret sig i elbiler, hvor Free er deres første produktionsklare bil. Voyah kommer som både plug-in hybrid og ren elbil.

Kort om Voyah Free

Voyah Free er en elbil til storfamilien med plads til fem. Den er bygget på DongFengs ESSA-platform til elektriske biler. Free har et batteri på 88 kWh, der giver en rækkevidde på op til 505 kilometer (NEDC).

Selvom den primært er en stor praktisk bil til familien med hang til luksus, gemmer den på en stærk elbiler – eller to af dem. 0-100 km/t kan klares på helt ned til 4,8 sekunder. De elektriske motorer yder sammen 694 hestekræfter og et drejningsmoment på 1.040 nm.

Voyah Free har derudover modtaget topkarakter i crashtest af NCAP i Kina.

Se også: Seneste nyt om elbiler