Volkswagen ID.3 Neo er officiel – men du gør klogt i at vente

Volkswagen ID.3 Neo lander med rækkevidde op til 630 km, opdateret design og nyt interiør. Men med en startpris på 249.995 kr. bør du måske vente på VW's næste modeller.

Volkswagen ID.3 Neo er officiel – men du gør klogt i at vente

Volkswagen har nu løftet sløret for den nye ID.3, der nu går under navnet ID.3 Neo, der med et markant ansigtsløft, opgraderede specifikationer og mere brugervenligt interiør ser lovende ud.

Men på trods af de mange tekniske forbedringer, bør man som køber måske tøve en kende – der er nemlig andre spændende elbiler på vej fra Volkswagen.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

ID.3 Neo har et mere sportsligt design og fysiske knapper

Volkswagen ID.3 Neo er en klassisk hatchback og en lille familiebil med fem siddepladser og et bagagerum på 385 liter, der nu er blevet betydeligt skarpere end sin forgænger.

Den byder på en rækkevidde, der nu sniger sig over de 600 km, hvor også lynopladningen, interiør og infotainmentsystem er opgraderet.

Det udvendige design følger Volkswagens nye Pure Positive formsprog , som giver en mere strømlinet front med slimmere LED-forlygter og et oplyst logo.

Silhuetten fremstår mere moden og elegant, fordi taget og den bageste spoiler nu er lakeret i bilens farve i stedet for sort.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Indvendigt er kabinen løftet til et nyt niveau med materialer, der føles som noget fra en højere bilklasse.

Volkswagen har endelig lyttet til kunderne og indført fysiske knapper til klimaanlægget i midterkonsollen samt en klassisk drejeknap til lydstyrken.

Også infotainmentsystemet har fået en overhaling. Det er nu baseret på Android og er hurtigere og mere brugervenligt. Det er ikke med Googles tjenester, som Maps, Gemini og appbutik, men kommer med deres egen appbutik med et mindre udvalg af apps – dog et fornuftigt udvalg.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Det digitale cockpit er ligeledes opgraderet med en større skærm, der giver et bedre overblik og samtidig ser bedre ud.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Længere rækkevidde og hurtigere opladning

Under huden er ID.3 Neo baseret på den opdaterede MEB+ platform, som introducerer en mere effektiv APP350 elmotor. Det betyder længere rækkevidde over hele linjen sammenlignet med den udgående model.

Indstigningsmodellen Trend med 50 kWh batteri yder nu op til 417 km mod før 380 km, mens udgaven med 58 kWh batteri hopper fra 426 km til op mod 494 km rækkevidde.

Topmodellen med det store 79 kWh batteri kan nu nå op til 630 kilometer på en opladning, hvilket er en markant stigning fra de tidligere 564 km.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

DC-opladningen for det store batteri er ligeledes øget til 183 kW, mens de mindre batterier lader med op til 105 kW. Volkswagen oplyser, at Neo lynlader hurtigere, men vi afventer stadig nogle tider fra dem.

Bagagerummet er bibeholdt på de praktiske 385 liter, hvilket kan udvides til 1.267 liter, når bagsæderne lægges ned.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Se også: De billigste elbiler på vejene i Danmark

Fra Trend til Style: Det indeholder varianterne

Udstyrsniveauet i ID.3 Neo er løftet markant, hvor selv basismodellen Trend kommer med en omfattende pakke, der inkluderer 12,9 tommer touchskærm, 10,25 tommer førerdisplay, varmepumpe, nøglefri start og den nye V2L-funktion.

Går man op i Life-versionen, får man yderligere komfort i form af 18 tommer alufælge, 2-zone klimaanlæg og trådløs opladning af mobilen.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Topmodellen Style forkæler med luksuriøse detaljer som IQ.LIGHT LED Matrix forlygter, navigation, ambientebelysning og Topsport-Comfort forsæder samt varme i det læderbeklædte multifunktionsrat.

Bemærk dog, at det avancerede Connected Travel Assist som udgangspunkt er ekstraudstyr på alle varianter, medmindre man sikrer sig en af de særlige Launch-versioner af Style-udgaven med de store batterier.

Volkswagen ID.3 Neo: Foto: Mobilsiden.dk

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Danske priser og stærke alternativer

Prisen for den nye ID.3 Neo starter ved 249.995 kroner for Trend-udgaven, hvilket er præcis det samme som den udgående model kostede.

For de mere veludstyrede Life- og Style-udgaver starter priserne ved henholdsvis 264.995 kroner og 289.995 kroner for det mindste batteri.

Selvom bilen er forbedret, er prisen stadig i den høje ende, og da den er væsentligt dyrere end de kommende og mindre ID. Polo og ID. Cross, kan det give god mening at afvente disse helt nye billigere alternativer – for ikke at glemme Skoda Epiq og den netop afslørede Cupra Raval.

ID.3 forventes at være bredere og have mere bagsædeplads end disse, men hvor stor forskellen er, er endnu uklart.

Man bør også kigge på alternativer i klassen som den kompakte Volvo EX30 eller den velkørende Renault Megane E-Tech. Særligt den nye Skoda Elroq fremstår som en stærk konkurrent, da man her får betydeligt mere plads for pengene.

Se også: Se de bedste leasingpriser på elbiler