Volkswagen vil lancere ti nye elbiler på tre år
Med et øget fokus på fuldelektriske biler har Volkswagen sat som mål, at 80 procent af deres bilsalg i Europa i 2030 er helt elektrisk. Med et ambitiøst mål som dette, skal der selvfølgelig flere elbiler i den tyske bilproducents sortiment. Derfor vil Volkswagen inden 2026 introducere ti nye elbiler.
Se også: Specifikationer på elbiler
Ti nye elbilmodeller på tre år
Volkswagen har netop lanceret deres hidtil vigtigste elbil, ID.7, der skal sælges i hele verden. Men det velkendte bilmærke hviler ikke på laurbærrene og har store elektriske fremtidsplaner.
Indtil videre har Volkswagen elbilmodellerne ID.3, ID.4, ID.5, ID.Buzz og den spritnye ID.7. Med fem modeller er Volkswagen en af bilproducenterne med det største udvalg af elbilmodeller i Europa.
Derudover har Volkswagen løftet lidt af sløret for kommende modeller, heriblandt den elektriske bybil ID.2, der er fortalt skulle være på størrelse med en Golf, men koste som en Polo. Der skulle også være en endnu billigere ID.1 på vej, der bliver producentens billigste elbil. Næste år kommer også en stationcar-variant af ID.7.
Men der er mere end disse to modeller. Ved lanceringen af ID.7 kunne Volkswagens administrerende direktør for personbiler, Thomas Schäfer, afsløre, at de har hele ti nye elbiler på vej, der lanceres inden 2026.
Se også: Nyt om elbiler
ID.7 giver et indtryk af Volkswagens fremtid
Den nye ID.7 giver os et indtryk af Volkswagens elektriske fremtid og hvad vi kan forvente af deres kommende elbiler. Det virker til, at de virkelig har taget kritikken af deres nuværende modeller til sig og rettet op på det med den nye elbil.
ID.7 er bygget på Volkswagens egen elbilplatform, MEB, i en tilpasset udgave, der har plads til et stort 86 kWh batteri.
Dét og et nyt aerodynamisk design giver ID.7 en rækkevidde på op til 700 kilometer. Volkswagen har også skruet yderligere op til lynopladningen, da ID.7 understøtter en ladeeffekt op til 200 kW.
ID.7 kommer derudover med en helt nydesignet kabine med materialer i højere kvalitet og en større fokus på bæredygtighed. ID.7 byder på en stor og rummelig kabine med ekstrem god plads på bagsæderne. Her er også et stort bagagerum på over 500 liter.
Også softwaren i den nye ID.7 har fået en overhaling. Den nye software kræver færre tryk, er mere brugervenlig og ydevnen er forbedret.
Så snart det er muligt, får vi den nye Volkswagen ID.7 til test. Indtil da kan du læse meget mere om Volkswagen ID.7 her.
Se også: Den bedste elbilforsikring?