Xpeng gør for alvor entré i den tunge luksusklasse med den nye G9L, der netop er kommet danske priser på.
Vi har haft mulighed for at kigge nærmere på den gigantiske elbil, og du kan se vores første indtryk i videoen herunder.
Første kig på Xpeng G9L
Når man står foran Xpeng G9L i virkeligheden, er det svært ikke at lade tankerne glide hen på en moderne Range Rover.
De ranke linjer og den over 5,1 meter lange silhuet klæder den usædvanlig godt, og udstrålingen er umiskendeligt eksklusiv.

Indvendigt fortsætter de positive takter. Kabinen føles som ren business class med blødt nappalæder, køleskab i midterkonsollen, et væld af store skærme og et gigantisk 88-tommer Augmented Reality Head-Up Display.
Uanset om man sidder foran eller slænger sig på anden række med massage og elektrisk benstøtte, er byggekvaliteten i særklasse.
Læs ogsåXpeng G9L rammer Danmark: Luksus-gigant fra 640.000 kr.
Plads, luksus og gode specs til skarp pris
Ud over komforten byder G9L på teknik i absolut topklasse: Et 110 kWh batteri, op til 591 kilometers rækkevidde og en ekstrem ladeeffekt på hele 540 kW, der klarer 10 til 80 procent på under 12 minutter.
Med en dansk startpris på 639.995 kroner placerer den sig markant under en konkurrent som Volvo EX90.
Den er måske over de flestes budget, men mangler man plads til storfamilien og vil have kompromisløs luksus, ser G9L uhyre interessant ud.
Læs ogsåStor test: Bedste elbiler med plads til syv personer