Ny iPad Air, iPad Pro og MacBook Air fra Apple til marts
Apple har ifølge Mark Gurman fra Bloomberg planer om at lancere nye iPad Air-, iPad Pro- og MacBook Air-modeller dette forår. Det vil med al sandsynlighed betyde, at enhederne kan se dagens lys så tidligt som til marts eller april.
Efter lanceringen af enhederne skifter Apple ifølge Gurman fokus til selskabets årlige WWDC-udviklerkonference i juni.
Her er, hvad vi ved om de kommende forårsnyheder fra Apple.
Læs også: Apple Vision Pro er dyrt at reparere – meget dyrt!
iPad Air får vokseværk
Den næste iPad Air forventes at komme med to forskellige skærmstørrelser – 10,9 tommer og 12,9 tommer.
Vi har hørt rygter om, at Apples M2-chip vil give de tynde tablets en bedre ydeevne, og at kameraet på bagsiden får et nyt kamerahus. Der kommer også understøttelse af Wi-Fi 6E og Bluetooth 5.3.
Der lader ikke til at komme nogen større ændringer af det udvendige design.
Billeder fra 91Mobiles viser angiveligt, hvordan den kommende iPad Air kommer til at se ud.
Den nuværende femte generation af iPad Air med M1-chip kom i marts 2022.
Se også: Laveste aktuelle priser på iPads
iPad Pro med OLED-skærm
De næste iPad Pro-modeller med skærme på 11 og 13 tommer forventes at blive de første iPads med OLED-skærme.
OLED-teknologi kan give den næste generation af iPad Pro-skærme højere kontrast, mere mættede farver, lavere strømforbrug og andre fordele sammenlignet med de eksisterende modeller med LCD-skærm.
Apple benytter allerede OLED-skærme i de nyeste iPhone- og Apple Watch-modeller – dog ikke den billigere iPhone SE.
På grund af skiftet til OLED forventes de næste iPad Pro-modeller også at blive dyrere.
iPad Pro fra 2017 og nyere understøtter ProMotion – Apples marketingudtryk for, at skærmene har en variabel opdateringshastighed på mellem 24 og 120 Hz. Med et skift til OLED-skærme kan man formentlig få opdateringshastigheden ned til 10 Hz eller lavere for at reducere strømforbruget.
iPhone 14 Pro og iPhone 15 Pro-telefonerne kan komme helt ned på 1 Hz, når funktionen “Skærm altid til” er slået til.
Derudover har vi hørt rygter om, at de næste iPad Pro-modeller får Apples seneste M3-chip med bedre ydeevne, trådløs opladning (MagSafe) og et nydesignet Magic Keyboard i aluminium med en større trackpad. Som med iPad Air kan der også ske ændringer af kamerahuset på bagsiden.
De nuværende iPad Pro-modeller med M2-chip kom i oktober 2022.
Læs også: Næste iPad Pro kan få MagSafe-opladning
MacBook Air
Mark Gurman har udtalt, at Apple har planer om at lancere flere MacBook Air-modeller med M3-chip til foråret. Det lader altså til, at de næste modeller på henholdsvis 13 og 15 tommer kommer samtidig i år og ikke som tidligere på forskellige tidspunkter.
Med M3-chippen får de kommende MacBook Air-modeller hardware-accelereret ray tracing med såkaldt mesh shading. Det giver bedre grafik i spil såsom bedre lys, refleksioner og skygger.
Apple har allerede opdateret MacBook Pro på 14 tommer og 16 tommer samt iMac på 24 tommer, der kom med M3-chip sidste år. Der forventes ingen større ændringer i designet af MacBook Air denne gang, men den får formentlig understøttelse af Wi-Fi 6E som de andre Mac-computere.
Apple opdaterede seneste 13-tommer version af MacBook Air i juli 2022, mens den første MacBook Air på 15 tommer kom i juni 2023.
Læs også: Patent indikerer Face ID på nye MacBooks