Foxconn standser produktionen i Shenzhen – rammer iPhone

COVID-19-udbrud i Kina presser Foxconn til at lukke fabrik i Shenzen - det vil ramme iPhone-produktionen og kan forværre tech-krisen.

Foxconn standser produktionen i Shenzhen – rammer iPhone

Hon Hai Precision, bedre kendt som Foxconn er blevet tvunget til at indstille produktionen på sine fabrikker i Shenzhen. Det sker umiddelbart efter, at byen indførte afspærringsforanstaltninger for at dæmme op for en stigning i antallet af Covid-19-tilfælde i løbet af weekenden.

Lockdown rammer Apple

Foxconn er en såkaldt kontraktproducent af elektronikprodukter og er en vigtig leverandør til Apple, særligt iPhone. Selskabet har omkring 200.000 ansatte i Shenzhen. Virksomheden fortalte South China Morning Post, at den overholder de lokale myndigheders regler og bemærkede, at den har justeret sin produktionslinje for at minimere virkningerne af nedlukningen.

Shenzhen oplyser, at byen går i lockdown i syv dage, men at den kan blive forlænget afhængigt af antallet af nye tilfælde.

Se også: Billig iPhone SE 3

Kan forværre igangværende krise

Shenzhens skridt kan forlænge den igangværende mangel på komponenter og udstyr på verdensplan, som skyldes pandemibegrænsninger og senest nye forsyningsforstyrrelser som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Foxconns formand Young Liu advarede i slutningen af januar om fortsatte udfordringer og usikkerheder i forsyningskæden i 2022. Det er noget, der rammer de forskellige tech-producenter bredt. Hvor hårdt denne lockdown rammer iPhone-produktionen specifikt er ikke nævnt, men syv dages nede tid vil have en betydning.

Apple har lige lanceret iPhone SE 3 og iPad Air 5.

Se også: Skal man købe iPhone SE 3?