3 vil flytte fastnetnumre til mobilen
Drop fastnettelefonen og flyt nummeret til mobilen. Sådan lyder tilbuddet fra teleselskabet 3, der i dag har lanceret en ny service kaldet 3Hjemmenummer.
For 49 kroner om måneden får 3’s mobilkunder således mulighed for at modtage opkald til fastnetnummeret direkte på mobiltelefonen.
Man skal dog være opmærksom på, at fastnetnummeret ikke kommer til at fungere fuldgyldigt som et mobilnummer. Da 3Hjemmenummer er en omstillingsservice, vil det ikke være muligt at sende/modtage sms-beskeder fra fastnetnummeret, der heller ikke kan vises på modtagerens display ved opkald.
Med 3Hjemmenummer foretages alle opkald fra mobiltelefonen til den minutpris, der følger mobilabonnementet. Når andre ringer til det omstillede fastnetnummer, sker det til samme pris, som hvis personen ringede til en almindelig fastnettelefon.
Omstillingsservicen findes også til business-kunder og hedder 3Firmanummer. Prisen er 39,20 kroner ekskl. moms pr. måned.
Telenor tilbyder en lignende service, der bliver kaldt Yndlingsnummer.