Danske teleselskaber tvinges nu til at blokere fupopkald

Nye regler skal tvinge danske teleselskaber til automatisk at blokere udenlandske svindlere, der gemmer sig bag forfalskede telefonnumre.

Teleselskaber og netværk

Udenlandske telefonsvindlere har længe haft frit spil til at misbruge danske telefonnumre til at franarre intetanende borgere penge.

Nu skrider myndighederne endelig ind med et nyt krav til de danske teleselskaber, der skal få dem til at blokere for de kriminelles opkald.

Teleselskaber tvinges til at blokere spoofing

En ny bekendtgørelse fra Digitaliseringsstyrelsen er netop sendt i høring, og den vil forpligte de danske teleselskaber til automatisk at opsnappe og blokere fupopkald.

Fokus er rettet mod den udbredte metode kaldet spoofing, hvor kriminelle manipulerer nummervisningen, så opkaldet ser ud til at stamme fra et helt almindeligt, troværdigt dansk mobilnummer.

Teknisk set skal udbyderne fremover kontrollere, om det viste nummer rent faktisk befinder sig i Danmark.

Hvis et opkald med et dansk telefonnummer spores til udlandet, mens den legitime ejer af nummeret befinder sig inden for landets grænser, er der tale om forfalskning, og opkaldet skal ganske enkelt blokeres.

Reglerne forventes at træde i kraft den 1. januar 2027, hvorefter selskaberne skal udrulle de tekniske løsninger.

Læs ogsåPriser, guides og tips

Forskellen på fup: Spoofing og wangiri

Telefonsvindel er overordnet opdelt i to typer. Hvor spoofing bruges til at lokke personlige oplysninger og bankkoder ud af folk under dække af at være banken eller en myndighed, handler den anden type, wangiri, om at narre dig til at ringe tilbage til et udenlandsk overtakseret nummer med tårnhøj minuttakst.

Selvom et opkald ser ud til at komme fra et dansk nummer, har svindlerne ikke hacket eller overtaget selve telefonen. De misbruger blot visningen.

Hvis du oplever vrede opkald fra fremmede, der påstår, at du har ringet dem op, skyldes det typisk, at dit nummer midlertidigt er blevet misbrugt som dække.

Svindlerne rykker dog hurtigt videre til andre numre, når de møder modstand.

Læs ogsåPriser, guides og tips om mobiltelefoner

Husk den sunde skepsis

Det nye tiltag vil stække svindlerne markant, men det fjerner desværre ikke problemet fuldstændigt.

Får du et uventet opkald om en akut krise med din netbank eller en pakke, skal du altid afbryde forbindelsen.

Ring i stedet selv direkte op til virksomheden via deres officielle telefonnummer.

Så længe du hverken udleverer koder eller trykker på mistænkelige links, kan svindlerne intet stille op.

Læs ogsåMobiltelefoner