TeliaSonera og Telenor laver fælles forretning
Siden 2012 har TeliaSonera og Telenor haft et fælles netværk, men nu får de altså også en fælles forretning. De to store teleselskabers nye fælles foretagende vil have en kundebase på omkring 3,5 millioner kunder.
Læs også: Telenor styrker fortsat netværket
Det fælles selskab har endnu ikke fået et navn, og processen er ikke færdiggjort, men TeliaSonera og Telenor regner med at få mere end 800 millioner kroner ud af aftalen om året.
”Ved at slå vores kræfter sammen kan vi sikre fortsatte investeringer i Danmark – ikke blot til glæde for de danske telekunder, men også for det danske samfund som helhed,” siger Robert Andersen, som er chef region Europa i TeliaSonera.
Flere fælles fordele
Både TeliaSonera og Telenor vil have 50 procent af det nye, fælles selskab, og de to parter vil begge udpege 3 bestyrelsesmedlemmer. De i alt 6 mennesker skal blive enige om en 7. som bliver formand, således at ingen af de to parter bliver forfordelt.
Fordelene ved at slå sig sammen i et nyt, fælles selskab skal blandt andet findes i, at TeliaSonera og Telenor ikke begge skal bruge penge på markedsføring, og administrativt vil der også være besparelser at finde.
Læs også: Telia slipper dit TV fri
For kunderne vil der være flere fysiske butikker at gå ind i og få hjælp eller aflevere en telefon. Derudover vil der også være plads til at investere i nye tiltag og tjenester for kunderne, da det kun er en udgift i stedet for to.
Den endelige godkendelse skal ske i EU, og TeliaSonera og Telenor regner med at den endelige godkendelse vil komme i løbet af 2015. Indtil da vil TeliaSonera og Telenor fortsætte som nu som selvstændige selskaber.