Test: Huawei Freebuds 3i – Fantastisk trådløs lyd til prisen
Markedet med trådløse in-ear hovedtelefoner eksploderer, og en lang række producenter vil have en del i Apples attraktive AirPods-kage. En af disse producenter er velkendte Huawei, som nu er klar med et nyt og forbedret sæt af deres Freebuds. De første Huawei Freebuds fik gode testresultater, hvor der var masser af god lyd til fornuftige penge. Det nye sæt Freebuds er blevet forbedret med bedre lyd og støjreduktion, samtidigt med at prisen er presset i bund. Jeg har haft Huawei Freebuds 3i til test og jeg er dybt imponeret.
For blot 799 kroner, sådan cirka halvdelen af prisen på de tætteste konkurrenter, byder Huaweis Freebuds 3i på overbevisende lyd, effektiv aktiv støjreduktion, god batteritid og en virkelig god pasform.
Læs også: De bedste høretelefoner til træning
Huawei Freebuds 3i: Fordele og ulemper
Fordele:
- God lyd til prisen
- Effektiv passiv og aktiv støjreduktion
- Sidder godt og behageligt i øret
- Fin batteritid
Ulemper:
- Ingen trådløs opladning
- Ingen IP-certificering
Designet på Huawei Freebuds 3i
Huawei Freebuds minder relativt meget om de tidligere Freebuds, men her er alligevel nogle vigtige forskelle. Denne gang kommer de nemlig med ørepropper/dutter, hvilket betyder at de både sidder bedre fast i øret og har en langt bedre passiv støjreduktion. Pasform for in-ear hovedtelefoner er forskelllige fra person til person, men i mine ører sidder Freebuds 3i virkelig godt og de er behagelige.
Opladningsetuiet har også ændret sig i denne udgave. Den har fået en anden form, men har vigtigst af alt mistet muligheden for trådløs opladning. Her er dog stadig opladning via USB-C. Etuiet fylder ikke meget i lommen og giver sættet en lang batteritid.
Alt i alt er jeg meget imponeret over designet og kvaliteten på Huawei Freebuds 3i, og endnu mere hvis man tager prisen i betragtning. De føles på ingen måde billigere end et sæt dyrere AirPods eller dobbelt så dyre Jabra Elite 75t.
Appen giver nogle gode funktioner, men jeg havde ønsket muligheden for at regulere styrken på den aktive støjreduktion og hurtigere adgang til hearthrough-funktionen.
Læs også: Guide: De fem bedste trådløse in-ear hovedtelefoner
God lyd og effektiv støjreduktion til prisen
Design, kvalitet og pasform er første skridt på vejen til et sæt gode in-ear hovedtelefoner. De næste skridt er lyden. Og hvordan lyder Huawei Freebuds 3i? Overraskende godt faktisk. De slår ikke AirPods Pro, Jabra Elite 75t eller andre af de dyrere sæt, men til prisen imponerer de. De har en energisk lyd med godt punch i bassen, uden at gå på kompromis med diskanten. Skal jeg gå i detaljer, så kunne jeg have ønsket en mere detaljeret og klar diskant og en bedre balance, hvor mellemtonerne fik mere plads. Det er dog svært at ønske bedre lydkvalitet til prisen i Huawei Freebuds 3i. Freebuds 3i er samtidig behagelige til opkald og lyden, i begge ender, opleves som klar og tydelig.
Med de nye øredutter har de en udmærket passiv støjreduktion, som med den indbyggede aktive støjreduktion bliver uhyre effektiv. Jeg har oplevet støjreduktionen som en anelse for kraftig, hvilket har medført lidt utilpashed – noget jeg ikke har prøvet før. Men det er meget forskelligt hvordan man reagerer på aktiv støjreduktion. Jeg havde ønsket, at man kunne variere effekten på den aktive støjreduktion, men det er altså ikke muligt i Freebuds 3i. Til gengæld har de hearthrough, hvor man, uden at tage hovedtelefonerne ud, kan høre omgivelserne. Man skifter mellem aktiv støjreduktion, ingen støjreduktion og hearthrough med et langt tryk hovedtelefonernes touch-knapper.
Huaweis app til Freebuds 3i, AI Life, giver mulighed for at skifte genveje på touch-knapperne. Her kan man også opdatere dem og tjekke batteriprocent på etui og begge hovedtelefoner. Man kan desværre ikke finjustere lyden, for her er ingen equalizer.
Læs også: Guide: De bedste over-ear-hovedtelefoner med støjreduktion
God batteritid, men ingen trådløs opladning
Huawei Freebuds 3i byder ikke på markedets bedste batteritid, men den er stadig godkendt. På en fuld opladning kan man høre musik i 3,5 time, og vil man have længere batteritid, så kan man deaktivere ANC.
Med det medfølgende etui, er der omtrent til 14,5 timers afspilning. En fuld opladning af Freebuds 3i tager 1 time, hvor opladningsetuiet oplades på omkring halvanden time.
Etuiet oplades med USB-C og der er desværre ingen trådløs opladning.
Læs også: Sådan forbindes bluetooth-hovedtelefoner og højtalere til mobilen
Huawei Freebuds 3i er fremragende til prisen
Efter min test af Huawei Freebuds 3i er jeg ikke i tvivl: Det er et fremragende sæt trådløse in-ear hovedtelefoner, som jeg ikke kan andet end anbefale. Her får man god basfyldt lyd, effektiv aktiv støjreduktion og en god pasform til en virkelig skarp pris på 799 kroner. Lydmæssigt er de ikke helt på højde med de dyrere sæt og her er ingen trådløs opladning, men det kan man heller ikke forvente til prisen.
Huawei Freebuds 3i lander på en topkarakter, 6 ud af 6 stjerner.