Dyre gps-features nu i billige modeller

De fede funktioner fra Tomtoms topmodeller bliver nu tilgængelige i nye og billigere produkter. XL og One-serien er opdateret.

Dyre gps-features nu i billige modeller

De kendte produkter Tomtom One og Tomtom XL kommer i nye udgaver med en række af de funktioner, der hidtil har været forbeholdt de langt dyrere modeller. Modellerne hedder nu One IQ Routes og XL IQ Routes.

Det vigtigste er introduktionen af IQ Routes, der er en intelligent teknik, som udfra kendte rutedata, kan beregne, hvilken rute som er den mest fordelagtige på den pågældende dag og tidspunkt. Den korteste rute, er nemlig ikke altid den hurtigste.

IQ Routes giver også en mere præcis angivelse af ankomsttidspunktet.

Også avanceret vognbaneskift (advanced lane guidance) fås nu i de billige modeller. Her viser navigationsenheden en grafik på skærmen, der tydeligt angiver, hvilken vognbane man skal placere sig i. Funktionen er specielt anvendelig ved større motorvejssammenfletninger og afkørsler.

One IQ routes nyt artikelfoto
One IQ Routes

Flere kort

De nye modeller kommer også med mere kortmateriale end de gamle.

Oprindelig var der 22 lande med i salgsæsken. Dette er forøget til 42. Forskellen ligger blandt andet i, at en række østlande er kommet med.

Enhederne har adgang til Tomtom Mapshare, hvor der kan modtages gratis kortrettelser som andre brugere har indberettet.

Prisen for Tomtom One IQ Routes med hele Europa (42 lande) er 1.299 kroner, mens Tomtom XL IQ Routes vil koste 1.499 kroner – ligeledes med europæisk kortmateriale.

Produkterne kommer i de danske forretninger omkring midten af april måned.