Politiet: God idé med GPS-varsling om fartkontrol

Færdselspolitiet er glade for, at visse GPS-enheder nu kan advare om fartmålere. Det kan dog blive en falsk tryghed for kunderne, lyder politiets udmelding.

Politiet: God idé med GPS-varsling om fartkontrol

Det er en glimrende idé, at advare bilisterne om steder med fartkontrol via GPS’en. Sådan lyder udmeldingen fra Rigspolitiets Færdsels- og Beredskabsafdeling.

– “Der er ikke noget bedre, end at folk bliver mindet om, at de skal køre pænt. Det er formålet med vores kontroller. Medvirker GPS-advarslerne til det, så er det en rigtig god ting,” siger vicepolitiinspektør Kim Bruun til Mobilsiden.dk

Som Mobilsiden.dk skrev i onsdags, tilbyder flere GPS-producenter en service, der advarer kunderne om de faste fartmålere – også kendt som stærekasser. Kim Bruun mener dog ikke, at fartglade bilister skal føle sig – alt for sikre.

– “Det kan blive en falsk tryghed for kunderne, at de bliver advaret hele tiden. Vi har jo også vores mobile anlæg, så der vil altid være stikprøvekontroller, som ikke fremgår af GPS’en,” understreger han.

Samarbejde er ikke en mulighed

Razzia.dk kan danske bilister abonnere på en sms-service, der advarer om politiets mobile fartmålere. Indehaver Søren Sundahl erkender, at stikprøvekontrollerne er effektive.

– “Der er jo en eller anden, der skal møde den først. Så kan det godt være, at politiet i nogle tilfælde kan nå at pakke sammen, inden vi sender ud. Men det har jo stadig en præventiv virkning,” siger Søren Sundahl.

Hverken Razzia.dk eller GPS-producenten Navigon mener, at det er muligt at indgå et samarbejde, der kan gøre advarselsservicen mere omfattende. Allan Friis, der er Country Manager for Navigon, vil til gengæld gerne finde en løsning med Rigspolitiet.

– “Vi vil meget gerne samarbejde med politiet. De skal være mere end velkomne til at kontakte os,” siger han.

Viceinspektør Kim Bruun forholder sig mere skeptisk over for idéen.

– “Det ville være en kommerciel service til producenterne, og det kunne jeg ikke forestille mig. Man skal selvfølgelig aldrig lukke øjnene for nye muligheder, men umiddelbart virker det ikke som noget, politiet kan gå ind i,” siger Kim Bruun.

Læs også:
GPS-advarsel om fartfælder møder kritik
GPS’en hjælper til at undgå fartbøder