Thomson Cast 150 er et billigt Chromecast-alternativ

Thomson Cast 150 er en ny medieafspiller med Google TV, der ligner den udgåede Chromecast med Google TV på en prik. Prisen er endnu ukendt, men den bliver formentlig billig.

Thomson Cast 150 er et billigt Chromecast-alternativ

Googles populære streamingenhed, Chromecast med Google TV, udgik i februar. I stedet sælger Google kun den noget dyrere Google TV Streamer.

Elektronikmærket Thomson har dog en løsning til dig, der ønsker en direkte afløser til Chromecast med Google TV. Thomson Cast 150 er en ny streamingenhed, der ligner Chromecast på en prik. Den har samme runde design, HDMI-kabel og får strøm fra en USB-C-lader.

Softwaren er Google TV baseret på Android 14, så den største forskel er faktisk fjernbetjeningen. Den har et simpelt layout og en ny ”Live TV”-genvejstast, som nu er obligatorisk på kommende Google TV-streamingenheder.

Thomson har endnu ikke offentliggjort en pris på Cast 150, men vi kan kun forestille os, at den bliver billigere end den vejledende pris på 529 kr., som Chromecast med Google TV 4K havde.

Se også: De bedste priser og tilbud på medieafspillere

Køb Thomson Cast 150 på grund af prisen

Med den direkte klon af Chromecast med Google TV appellerer Thomson til de mange danskere, der var og stadig er glade for den nu udgåede og noget billigere medieafspiller fra Google.

Streamingenheden er lille, kompakt og kan nemt gemme sig bag tv-skærmen – noget der ikke er lige så let med set-top-boksen TV Streamer, som er lavet til at stå fremme eller gemt væk i eller bag ved tv-møblet.

Det afgørende for, om Thomsen Cast 150 er værd at købe, er dog prisen. Thomson er et lavprismærke, så det er ene alene, fordi du kan få mere for pengene, at du bør vælge Cast 150 frem for Google TV Streamer eller andre prisvenlige medieafspillere med Google TV.

Se også: Top 5: Bedste medieafspillere til prisen

Perspektivering

Der er efterhånden et stort udvalg af medieafspillere. Overvejer du at købe en ny medieafspiller til at opgradere softwaren og udvalget af apps på dit tv?

Så kan du få hjælp til at finde din nye medieafspiller i vores top 5-guides til de absolut bedste medieafspillere og de bedste medieafspillere til prisen.