Xiaomi lancerer Mi 10 Ultra med vildt kamera og lynhurtig opladning

Det firdobbelte kamera bag på Xiaomi Mi 10 Ultra topper DxOMarks liste, og en fuld opladning tager kun 23 minutter. Men flagskibet ser ikke ud til at komme til Danmark.

Xiaomi lancerer Mi 10 Ultra med vildt kamera og lynhurtig opladning

Det er ikke tilfældigt, at Xiaomi er verdens fjerde største smartphoneproducent. Den kinesiske producent har nemlig i mange år lavet glimrende smartphones til skarpe priser.

Det gælder også for det seneste flagskib Mi 10 Ultra, som Xiaomi har præsenteret i hjemlandet Kina.

Mi 10 Ultra er en efterfølger til de tidligere flagskibe Mi 10 og Mi 10 Pro, der blev præsenteret i februar.

Nu har Xiaomi skruet yderligere op for specifikationerne. Resultatet er en topmodel, der må siges at leve op til sit nye navn, Ultra. Lad os kigge nærmere på det nye, vilde flagskib fra Xiaomi.

Læs også: Xiaomi afslører Mi 10 og Mi 10 Pro: Her er de mulige danske priser

Foto: Xiaomi

Firdobbelt kamera topper DxOMarks liste

Xiaomi har udstyret Xiaomi Mi 10 Ultra med fire kamerasensorer, der overgår det allerede anmelderroste kamerasetup i forgængerne. Ifølge DxOMark, som laver grundige gennemgange af kameraer, er kameraet i Mi 10 Ultra faktisk så godt, at den topper listen over alle hidtil testede flagskibe.

Den får nemlig en bedømmelse på hele 130. Til sammenligning ligger Huawei P40 Pro på 128, Xiaomi Mi 10 Pro på 124, Samsung Galaxy S20 Ultra på 12 og Huawei Mate 30 Pro på 121.

Det tegner altså meget godt ud fra DxOMarks anmeldelse af kameraerne i Mi 10 Ultra. Men hvad består hardwaren af?

Den primære sensor er en OmniVision OV48C på 48 megapixel, hvilket er en noget lavere opløsning end i forgængeren Mi 10 pro, som havde hele 108 megapixel at arbejde med. Sensoren har en blænde på f/1,85 (eller f/2,4 ved pixel binning).

Hovedsensoren suppleres af en 20 megapixel sensor med ultravidvinkel og en 48 megapixel periskopsensor med 5x optisk zoom, som muliggør helt op til 120x digital zoom.

Sidst, men ikke mindst, sidder der en fjerde sensor til portrætfotos på 12 megapixel, som registrerer dybde og har 2x optisk zoom.

Xiaomi Mi 10 Ultra kan, ligesom Samsung Galaxy Note 20 og Note 20 Ultra, optage video i den høje 8K-opløsning med 24 billeder i sekundet.

Læs også: Skal man vælge Note 20 eller Note 20 Ultra? Årets letteste spørgsmål at svare på

Xiaomi Mi 10 Ultra
Foto: Xiaomi

Fuld opladning på kun 23 minutter

Ikke kun kameraet imponerer i Xiaomi Mi 10 Ultra. Også batteriet og opladningen af dette er noget af det bedste, du kan få en mobil pt.

Batteriet har en fornuftig kapacitet på 4.500 mAh, men opladningen er til gengæld mere end fornuftig. Den er ufattelig hurtig.

Telefonens understøtter nemlig lynhurtig opladning med en effekt på intet mindre end 120 watt. Jep, 120 watt. Det resulterer i en fuld opladning af telefonen, der kun tager 23 minutter. Og har du ikke meget tid, kan du klare en opladning fra 0 til 41 procent på kun 5 minutter.

Trådløs opladning i Mi 10 Ultra er lige så imponerende. Den understøtter en effekt ved trådløs opladning på 50 watt, så du kan oplade telefonen fra 0 til 100 % på kun 40 minutter. Og telefonen understøtter også omvendt opladning, så du kan bruge den indbyggede trådløse opladningsteknologi til at oplade andre telefoner trådløst med en effekt på 10 watt.

For at sætte i perspektiv, hvor hurtig opladningen i Xiaomi Mi 10 Ultra er, så tager opladningen i den nye Samsung Galaxy Note 20 Ultra omkring en time.

Læs også: Qualcomm lancerer Quick Charge 5: Fuld opladning på kun 15 minutter

Hardware i top

Som du kan forvente af en Ultra-mobil, sidder der den bedste hardware i telefonen, som man kan finde på markedet pt.

Chipsettet er Qualcomms Snapdragon 865 med otte kerner, som kører med en hastighed på op til 2,84 GHz.

Den kommer med mellem 8 og 16 GB RAM af den hurtige LPDDR5-type og mellem 128 og 512 GB lagerplads af den tilsvarende hurtige UFS 3.1-type.

Skærmen er en OLED på 6,67 tommer, og opløsningen er holdt på de meget normale 1.080 x 2.340 pixels (Full HD+).

OLED-skærmen har en hurtig opdateringshastighed på 120 Hz ligesom Samsung Galaxy Note 20 Ultra, så spil, video og underholdning kan nydes flydende.

Xiaomi Mi 10 Ultra er naturligvis også udstyret med 5G, så telefonen er fremtidssikret til når teleselskaberne ruller 5G ud i Danmark.

Læs også: Xiaomi-patent: Gem dine trådløse earbuds direkte i smartphonen

Foto: Xiaomi

Mulige danske priser på Xiaomi Mi 10 Ultra

Så hvad koster den? Godt spørgsmål. Indtil videre har Xiaomi kun meldt ud, at Mi 10 Ultra kommer til salg i Kina den 16. august.

Både Mi 10 og Mi 10 Pro kan købes i Xiaomis officielle danske webshop, men der går forlydender om, at Mi 10 Ultra ikke kommer til salg uden for Kina.

Skulle Xiaomi dog alligevel komme på bedre tanker, vil Mi 10 Ultra formentlig få følgende danske priser (baseret på prisforskellen på Mi 10 Pro i Danmark og i Kina):

  • 8 GB RAM + 128 GB lager: 5.299 kinesiske yuan (cirka 7.899 kroner)
  • 8 GB RAM + 256 GB lager: 5.599 kinesiske yuan (cirka 8.399 kroner)
  • 12 GB RAM + 256 GB lager: 5.999 kinesiske yuan (cirka 8.999 kroner)
  • 16 GB RAM + 512 GB lager: 6.999 kinesiske yuan (cirka 10.499 kroner)

Xiaomi Mi 10 Ultra kan købes i de tre farver Obsidian Black, Mercury Silver og Transparent Edition.

Læs også: Xiaomi åbner dansk webshop

Specifikationer på Xiaomi Mi 10 Ultra 5G

Di­men­si­oner og vægt 162,4 x 75 x 9,45 millimeter
221,8 gram
Skærm 6,67″ kurvet OLED-skærm, 19,5:9-forhold

FHD+ (1.080 x 2.340 pixels)

120 Hz op­da­te­rings­has­tig­hed og 240 Hz berørings­op­daterings­hastig­hed

Maks. lysstyrke: 1120 nits

100 % af DCI-P3-farve­rummet, 10-bit farve­dybde, HDR10+

Bag­­kamera 48 mega­pixel og 1/1.32″ primær OV48C-sensor med f/1,85 blænde (f/2,4 ved pixel binning), OIS, EIS

20 mega­pixel ultra­vid­vinkel, 128 graders synsfelt

48 mega­pixel sensor med periskop, 5x optisk zoom og 120x digital zoom

12 megapixel dybdesensor med 2x optisk zoom

Op til 8K 24 fps video­optagelse, 960 fps makro-slowmotion, AI 2.0, Night mode 2.0, ShootSteady video og Vlog-tilstand

Front­kamera 20 mega­pixel, 1,8 mm kamera med HDR indbygget i skærmen
Chip­set Qualcomm Snapdragon 865 (op til 2,84 GHz)

Adreno 650-grafikchip

RAM og la­gring 8 GB LPDDR5 RAM + 128 GB UFS 3.1 lager

8 GB LPDDR5 RAM + 256 GB UFS 3.1 lager

12 GB LPDDR5 RAM + 256 GB UFS 3.1 lager

16 GB LPDDR5 RAM + 512 GB UFS 3.1 lager

For­­bind­elser og netværk Dual SIM, Bluetooth 5.1, Wi-Fi 6, 5G MultiLink, NFC, infrarød sensor og USB-C
Sikker­hed Indbygget finger­aftryks­læser i skærmen og ansigts­genkendelse
Bat­te­ri 4.500 mAh batteri

120 watt hurtig­oplad­ning med kabel (oplader med­følger i æsken)

50 watt trådløs hurtig­oplad­ning

Farver Obsidian Black, Mercury Silver og Transparent Edition
Andet Stereo­højtalere

Den videre fortælling

Siden redaktionen publicerede denne historie er der kommet nyt i sagen. Lasse Olsen valgte at gå videre med sagen. 29/7/2020 fulgte vi op med et indlæg omkring emnet Xiaomi-patent: Gem dine trådløse earbuds direkte i smartphonen – Følg den videre udvikling her. Se også seneste nyt om emnet her.