Sådan fanger du fyrværkeriet med telefonen nytårsaften [TIP]
Vi går snart ind i år 2016, og det skal traditionen tro fejres med en masse fyrværkeri. Der er dog den lille ting ved fyrværkeri, at det er rimelig flygtigt af natur, og derfor kan det være svært at tage billeder af det.
Herunder har vi samlet nogle tips og tricks til at tage de bedst mulige billeder af det flotte show. Nogle af dem er indlysende for nogle, men mon ikke der er et par nye tricks iblandt alligevel.
En del af det at tage gode billeder af fyrværkeri ligger faktisk i forberedelsen, og selvom det kan være mindre spændende, så er det umagen værd.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
I den kategori der dækker over ‘nå ja’-kategorien er beliggenheden. For at kunne tage gode billeder af fyrværkeri skal man kunne se en masse fyrværkeri.
Det betyder også, at det godt kan være besværligt at tage billeder af sit eget fyrværkeri – hvor ærgerligt det end er. De bedste resultater får man, hvis man finder en god afstand til en stor samling af fyrværkeri.
Læs også: Få nye artikler som notifikationer med Pushbullet [TIP]
Kan man komme op i højde, er det også et plus – især hvis man kan komme op over gadelysene. En tagterrasse eller en bakke tæt på en by med en masse fyrværkeri er noget nær optimale betingelser.
Når man ved, hvor man kommer til at stå, kan man også finde det rette fokus. Har man fundet sin plads på en tagtop i København og vil fange fyrværkeriet fra rådhuspladsen, kan man indstille fokus på forhånd – autofokus er så godt som umuligt med fyrværkeri.
Ro på settet
Dette råd gælder på to fronter. For det første er der mørkt, når man er ude på jagt efter noget, så kameraet vil typisk skulle bruge længere tid på at indfange nok lys til at lave et billede. Derfor kan rystelser let ødelægge billederne – så hold telefonen stille mod et bord, et træ eller andet fast. Har man et stativ, er det optimalt.
Der er dog også den lille tilføjelse til det med lukketiden, at en meget kort lukketid kan give gode resultater. ‘Burst-mode’ hvor der bliver taget en masse billeder på kort tid kan give fine resultater.
Læs også: Sådan frigør du Nexus 5’s fotopotentiale [TIP]
For det andet skal man huske på, at der er mere end en enkelt raket i vente. Der er tid til at prøve at tage et par billeder, kigge på dem, og så justere til næste omgang.
Der er endda altid nogen, der tyvstarter lidt, så hvis man er nervøst anlagt, kan man prøve sine fotografiske evner af i god tid og gå ud og fange nogle af de første raketter på himlen.
Glem det!
Det er en dårlig ide at zoome med kameraets digitale zoom. Det kan godt se ud som om, man kommer tættere på, men reelt giver det en betydeligt ringere billedkvalitet.
Lad være med at bruge zoom – hvis du vil tættere på, kan du arbejde med billedet bagefter.
Blitzen skal også gemmes væk, når der skal tages billeder af fyrværkeri. Langt væk. Det er ret svært at lyse hele himlen op med telefonens lille blitz, og så ville det også være rart, hvis de eneste lys var fyrværkeriet – det gælder også gadelygter og lamper indendørs.
Læs også: Tjen penge på Instagram med Snapwire [TIP]
Lad være med at bruge blitz – det hjælper bare ikke.
HDR er en dårlig ide at bruge, fordi det er en sammensætning af flere forskellige billeder. I mørket er det svært for kameraet et få brugbare billeder at sætte sammen, så det er klart værd at undgå.
Lad være med at bruge HDR – processen er bare ikke god for det at tage billeder af fyrværkeri.
Apps – men kun med måde
Brug apps på den rigtige måde – så kommer du langt. Nogle apps kan give en længere lukkertid, og andre kan tage ekstra mange billeder i sekundet/minuttet. Begge dele kan være en stor fordel, og der findes tonsvis af apps til diverse platforme, der kan dette.
Det gælder om at finde de apps, man synes passer bedst til en selv, så download et par stykker og prøv dem af en aften i forvejen.
Læs også: Tip: Her er fotografernes top 20 over foto-apps til mobilen
Til gengæld skal man ikke tage billeder med apps som Instagram og lægge en masse filtre hen over. Sørg for at billederne bliver gemt i sin reneste form og højeste opløsning i første omgang.
Når billederne så er på telefonen i uspoleret tilstand, kan man bagefter lægge filtre på, beskære, sætte klistermærker på, eller hvad man nu ellers har lyst til.
Nyd showet
Til sidst skal man lige huske på, at det er en festdag, og at det er værd at kigge op fra skærmen fra tid til anden. Hvis man ikke vil gå glip af fotografisk bevis, så optag en film med fyrværkeriet, så det kan opleves gennem øjnene og ikke en skærm.
Husk at løfte glasset, når klokken slår midnat og at være til stede, og så skal det nok blive en god aften uanset, hvordan billederne bliver.
Hvis I har flere tips og tricks, så hører vi dem gerne i kommentarfeltet under artiklen. Del gerne dit bedste billede af fyrværkeriet herunder.