Gør huset sommerklar med appen Husets Kalender [TIP]

Sommeren nærmer sig, og mange praktiske opgaver skal derfor udføres i huset. Men hvad helt præcist - og hvornår? Det hjælper appen Husets Kalender med.

Gør huset sommerklar med appen Husets Kalender [TIP]

Som husejer er der hele tiden et væld af praktiske opgaver, der skal udføres efterhånden som årstiderne skifter. Det er derfor ikke altid lige nemt at huske, hvornår man skal begynde at slå græsset, bekæmpe ukrudt, beskære træer og vedligeholde forskellige dele af huset.

Den gratis app ’Husets Kalender’ fra organisationen Bolius – Boligejernes Videncenter – hjælper dig heldigvis godt igennem de danske sæsoner måned for måned. Appen, som både findes til iOSAndroid og på web, er en ganske simpel kalender over hvilke opgaver, du bør udføre i huset måned for måned.

Læs også: 10 apps der kan spare dig mange penge [TIP]

Du bliver ikke kun mindet om, når det er tid til eksempelvis at tjekke og reparere husets sokkel en gang i marts måned oven på en kold og våd vinter. Du får også en detaljeret guide med billeder og tekst, som forklarer, hvordan du trin for trin udfører de forskellige opgaver. Du kan samtidig også se, hvor høj prioritet opgaven har, hvor svær den er og hvor lang tid den tager at udføre.

Husets Kalender
Foto: Mobilsiden.dk

Sidst, men ikke mindst, kan du logge ind i Husets Kaldender-appen med en konto forbundet med sociale medier, så du kan tilføje opgaver til ”Mit hus”-fanen. Der er med andre ord ikke nogle undskyldninger for ikke at hoppe i arbejdstøjet og få gjort huset klar til en forhåbentlig lang og dejlig varm sommer.